Skip to main content
DA / EN
Forsker og iværksætter

Indendørs solpaneler kan gøre små batterier overflødige

SDU's nye translationelle postdoc Bhushan Patil vil udskifte batterier i små enheder som ure og tastaturer med solceller, der opsamler energi fra indendørs lys i boliger og kontorer.

Af Stine Charlotte Saltofte Hansen, , 02-10-2023

Som ny postdoc i Spin-outs Denmark-programmet har Bhushan Patil fået et år til at skabe en virksomhed på baggrund af sin forskning. Hans mål er at udskifte batterier i fx ure og tastaturer ved at bruge solpaneler indendørs. 

Solpanelerne er meget forskellige fra de siliciumbaserede solpaneler, der står på markerne eller bliver brugt på tage. Forskeren arbejder med solpaneler, som er lavet i tynde film af organiske materialer og er mere fleksible. Man kan se igennem dem, og de fanger lys fra både solen og kunstigt lys indendørs.

- De samme udendørs organiske solpaneler, der omdanner 10-15% af sollyset til elektricitet, kan også omdanne op til 30% af indendørs kunstigt lys til elektricitet. Så de er det perfekte valg til at arbejde effektivt under indendørs lysforhold, forklarer Bhushan Patil.

- De kan generere strøm fra svagt lys, som lyset fra computerskærme, lamper eller enhver anden indendørs lyskilde, siger Patil, der har arbejdet på feltet i mere end 10 år.

Materialerne, som bruges til at producere de  tynde solpaneler, er ikke giftige for miljøet og behandles af miljøvenlige opløsningsmidler.

Udskiftning af batterier med solceller

Konventionelle batterier er lavet af flere giftige materialer, og de skal udskiftes - selvom man køber genopladelige batterier - og når de bliver smidt ud, kræver de særlig genbrug.

- Det er mere miljøvenligt at arbejde med organiske solpaneler end at bruge batterier. Hvis de bruges som indendørs lyspaneler, kan de vare i op til 10 år eller mere, så  man slipper for besværet med at udskifte batterier, vurderer forskeren.

- En 5x5 cm solpanelenhed så tynd som notesbogspapir kan generere op til tre til fem volt, hvilket svarer til to eller tre AA- eller AAA-batterier, forklarer han.

Det er dog ikke alle batterier, som kan udskiftes med solpaneler. Fx bruger batterierne i en telefon mere strøm, end panelerne kan generere. I sådanne tilfælde kan de implementeres for at hjælpe batteriet og dermed forlænge dets levetid.

En 5x5 cm solpanelenhed så tynd som notesbogspapir kan generere op til tre til fem volt, hvilket svarer til to eller tre AA- eller AAA-batterier

Bhushan Patil, Translational Postdoc


Spin-outs Denmark-programmet er åbent for alle yngre forskere, der ønsker at starte en virksomhed baseret på humanistisk, teknisk, naturvidenskabelig eller samfundsvidenskabelig forskning.

Som en del af programmet modtager Bhushan Patil et års økonomisk og professionel bistand til at udvikle en konkret idé og grundlægge sin egen virksomhed.

- Da jeg hørte om uddannelsen, var jeg meget interesseret, fordi jeg altid har ønsket at arbejde med produktudvikling og gå i en kommerciel retning, forklarer han.

Bhushan Patil er den tredje forsker på SDU, der er ansat som translationel postdoc. De to første er Kristian Husum Laursen, der udvikler en drone til byggesektoren, og Ïo Valls-Ratés, der styrker unges evne til at tale offentligt ved hjælp af virtual reality.

Opnået erfaring med en virksomhed

Om et år vil Bhushan Patil have udviklet solpaneler, der kan bruges i tastaturer, temperatursensorer, ure og andre enheder.
I en kort periode arbejdede han for et svensk firma inden for samme felt. Det var her, han indså, at solpanelerne skal tilpasses kundernes ønsker.

- Jeg arbejder med forskellige størrelser, former, farver og designs, så solpanelerne kan være attraktive og ikke bliver ignoreret af forbrugerne, bare fordi de ser grimme ud. Faktisk er det også muligt at integrere dem i form af et logo. På den måde bliver de ikke så synlige og tjener formålet, mens de er skjult i logoet, forklarer han.

Bhushan Patil kommer fra Swansea University og arbejder nu sammen med professor Morten Madsen og forskningsgruppen på Mads Clausen Instituttet i Sønderborg, hvor han tidligere har været ph.d.-studerende.

Fra byggedroner til unges taleevner

Etårigt program for juniorforskere

  • Spin-outs Denmark er et program for forskere på postdoc-niveau, som gerne vil skabe en virksomhed baseret på egen forskning.
  • Programmet er drevet af otte danske universiteter og er finansieret af Villum Fonden.
    Det udpeger 60 translationelle post-doc’er i løbet af fem år.
  • Du kan nu ansøge om at komme med i programmet. Læs mere her.
Spørgsmål?

Skriv til Bo Nilsson, programkoordinator og forretningsudvikler på SDU.

Skriv til Bo

Redaktionen afsluttet: 02.10.2023