Et stærkt studiemiljø
På SDU i Kolding er vi store nok til at have stærke fagmiljøer og dygtige undervisere, men samtidig små nok til at du lærer dine medstuderende og undervisere rigtigt godt at kende.
Universitetet ligger midt i byens campusområde tæt på Designskolen, IBA og UC SYD. I de mange forskellige studenterforeninger er der masser af muligheder for at blive en aktiv del af studiemiljøet. Studenternetværket på SDU Kolding understøtter studiemiljøet og fungerer som en paraplyorganisation for studenterforeningerne. Og skulle du selv have lyst til at starte en klub eller forening, står de klar med hjælp til alt det praktiske.
Går du med en iværksætterdrøm i maven, er Kolding det helt rigtige sted. I innovationsmiljøet i Pakhuset, som ligger lige ved campusområdet, er der masser af tilbud målrettet byens studerende. Her finder du blandt andet SDUs Makerlab og Startup Station, som tilbyder både værkstedsfaciliteter, sparring og hjælp til at komme godt i gang med dit projekt.
Hvordan er Kolding at bo i
Kolding er en ung by med caféer, barer og klubber. Kreativiteten i byen ses i flere store og velbesøgte kulturinstitutioner som bl.a. Kunstmuseet Trapholt, Koldinghus og Nicolai Komplekset
Trænger du til et lille afbræk fra studierne, kan du tage på opdagelse i et af byens mange grønne åndehuller, som for eksempel Marielundskoven eller Geografisk Have. Kolding er omkranset af skov og fjord og byder på et væld af natur- og friluftsoplevelser, hvad enten du er til badestrande eller bøgeskove.
Læs mere om studielivet i Kolding på Campus Kolding. Her kan du også læse om Studiestartsfestivalen ”Kontur” og få mere inspiration til oplevelser i Kolding.
Boliggaranti
Som studerende i Kolding er det let at få tag over hovedet. Byen råder over mere end 1200 ungdoms- og studieboliger, hvoraf de fleste ligger i nær afstand til uddannelsesinstitutionerne og byens centrum.
Skriv dig op til en studiebolig på studentkolding.dk og læs mere om kommunens boliggaranti til studerende.