Skip to main content
Årsfest 2015

Indstillinger undervisningspriser 2015

Ved at klikke på hvert navn kommer du til indstillingen for den pågældende

Jane Hjarl Petersen

Heidi Jøcnh-Clausen

Søren Wiatr Borg

Michael Petersen

Bente Finsen

 

Jane Hjarl Petersen

Vi, fagrådet på Klassiske Studier, har enstemmigt vedtaget, at vi ønsker at indstille Jane Hjarl Petersen til Undervisningsprisen 2015. Jane er en enormt dygtig underviser indenfor de arkæologiske fag på Klassiske Studier. Hun formår at gøre stoffet relevant for de studerende, og hun er inspirerende i sin formidling af det faglige stof. Arkæologien er et praktisk fag, og Jane gør meget ud af at arrangere ture for de studerende, så man får en oplevelse af, at man kan bruge det teoretiske i praksis og komme ud og opleve de ting, som man taler om i undervisningen. Der er ingen støvede bøger og ubrugbar teori i Janes timer, men derimod levende og relevante fortællinger, som inspirerer og engagerer de studerende.

Når man som studerende skal lave individuelle projekter, så er Jane en af de bedste undervisere at gå til. Hun er altid glad for at hjælpe og står klar med både gode ideer samt råd og vejledning. Hun afviser ikke ideer og forslag, men lytter og hjælper folk videre, så de kan udvikle deres egne kompetencer og ideer. Hun er også åben overfor forslag fra de studerende, og dette er med til at give følelsen af en relevant og åben undervisning, hvor man som studerende føler sig velkommen. Som person er Jane altid god at have undervisning med, og hun formår at holde et højt fagligt niveau, samtidig med at undervisningen er spændende og tilgængelig. Derfor mener vi fra Klassiske Studier, at Jane Hjarl Petersen har fortjent prisen som årets underviser.

Heidi Jønch-Clausen

Når I har læst det her, skal I tage tre ting med jer: Heidi Jønch-Clausen er en af de dygtigste retorikere i Danmark, som gør hende til en af de dygtigste formidlere på Syddansk Universitet.Heidi inddrager os i undervisningen, så tung teori bliver relevant. Heidis humør og engagement rækker ud over, hvad man kan forvente og smitter af på de studerendes deltagelse.

Sådan ville en undervisningsgang også begynde med Heidi Jønch-Clausen.

Hun vinkler sin tre timers undervisning, så man aldrig er i tvivl om, hvad man skal have med hjem fra hver undervisningsgang. Og som Ph.d. i retorik, formår hun at bruge netop sin faglighed som retoriker til at gøre komplekst stof fordøjeligt. Heidi kobler teori med praksis, så det bliver relevant.

I undervisningen får vi opgaver stillet af folk ude fra arbejdsmarkedet, analyserer video­kampagner og holder taler, når vores navne bliver trukket op af hendes ”onde hat”. Den ”onde hat” er ikke obligatoriske oplæg, men hun får alligevel alle til at fremlægge uden tvang med sin legende tilgang. Heidi sprudler af energi,
også når undervisningen ligger indtil klokken 19. Frem for at stå foran tavlen, sidder hun i skrædderstilling på bordet eller går rundt mellem rækkerne og henvender sig til de bagerste  rækker. For Heidi vil have alle med. Og det får hun. Måske fordi hun ser hver enkelt studerende, anerkender vores styrker, når vi fremlægger og undskylder, hvis et enkelt navn smutter. Det gør en forskel, at man er til undervisningen, og at man gør sit bedste.

Det er en unik følelse at få på et universitet, og derfor mener vi som studerende på Center for Journalistik, at Heidi fortjener at modtage Undervisningsprisen.

Søren Wiatr Borg

Lektor Søren Wiatr Borg, Det Tekniske Fakultet, indstilles til at modtage undervisningsprisen 2015 for sin fremragende undervisning i bl.a. materialelære af ingeniørstuderende på uddannelsen integreret design. Søren indstilles også for sit store og helhjertede engagement i fakultetets materialebibliotek og sin involvering i innovationscenteret Rethink Ressources samt i Institut for Teknologi og Innovations andel i opbygningen af dronecenteret SDU UAS.

Søren besidder en særlig evne til at formidle det ofte vanskelige stof på en pædagogisk og entusiastisk måde. Han formår således gennem sin egen begejstring for faglighederne at inspirere og motivere de studerende til at lære og til at opsøge og efterstræbe mere viden. Gennem en meget sprudlende og kreativ undervisning evner Søren at relatere det faglige stof i lærebøgerne til – som de studerende beskriver det - ”den virkelig verden” og livet som færdiguddannet ingeniør. Dette gør han eksempelvis ved at invitere relevante og inspirerende fagpersoner med til undervisningen og ved løbende at arrangere virksomhedsbesøg, som fører til netværk i industrien og større forståelse af ingeniørens rolle i samfundet.

Søren er meget værdsat af de studerende, som bl.a. bemærker at ”Søren udstråler respekt på en behagelig måde, dels fordi han er faglig stærk og nysgerrig, men også fordi han ikke lægger skjul på, at de studerende selv er ansvarlige for at tage imod og forholde sig kritisk til den undervisning, som de tilbydes”. De finder det meget inspirerende at kunne søge hjælp og inspiration hos en underviser, som har et så stort overskud og drive i forhold til det, som han brænder for.


Michael Petersen

Det Naturvidenskabelige Fakultet har besluttet, at undervisningsprisen i år skal tildeles en person blandt de indstillede undervisere, der tilrettelægger og gennemfører undervisningen, så den understøtter de studerendes aktive læring i og uden for undervisningslokalet. På dette grundlag gives prisen til lektor Michael Petersen fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci.

Det skal fremhæves, at Michael Petersen er en underviser, der er parat til at introducere nye undervisningsformer, som gør den store stofmængde mere overskuelig for de nye 1. års studerende. Først var han med i et initiativ til at lægge Pencasts på e-learn, hvor de studerende får en elektronisk gennemgang af deres opgaver - en ting de studerende har haft stor nytte af i forbindelse med eksamenslæsning. Michael Petersen har efterfølgende lavet videoer, der visualiserer kommende forelæsninger. Om disse nye initiativer i undervisningen udtaler en studerende:

"Denne læringsform skaber for den studerende motivation for at lære, og det skaber en anderledes forståelse af stoffet, end hvis man kun havde bogen at læse i.”

Michael Petersen har en undervisningsform, hvor han taler roligt og overbevisende med en stor faglighed. Dette får de nye studerende til at føle sig trygge blandt 400 andre helt ukendte medstuderende på trods af det store læringsindhold, der bliver introduceret. Han er også motiverende i forbindelse med laboratoriearbejdet, hvor han på en humoristisk måde gør de studerende opmærksom på, at det er en fordel at lave en god rapport allerede i første forsøg.

Michael Petersen er meget inspirerende og imødekommende over for de mange spørgsmål, der dukker op. Hans faglighed medvirker til at motivere de nye studerende og til at få dem til at forstå, hvad det vil sige at være kommet på universitetet.

Bente Finsen

Prof., dr.med. Bente Finsen fortjener i den grad Årets Undervisningspris.

Bente Finsen overtog i 2009 rollen som modultovholder for faget Neurobiologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Faget udgør Modul 9 på medicinstudiets 5. Semester, og anses for at være det pensum-tungeste fag på bachelor-delen. Hvert semester indskrives ca. 150-190 nye studerende på Modul 9, og forventningerne fra de studerende om god, opdateret, illustrativ og uddybende undervisning stiger år for år. Professor Bente Finsen efterkommer dette på flotteste vis. Hun står selv for at afholde forelæsningerne, som beskrives som inspirerende, udfordrende og i international særklasse. Derudover har hun formået at samle en stab af erfarne læger inden for neurofagene, som varetager holdundervisningen, under tæt og kyndig vejledning af Bente selv. Professor Bente Finsen har således bragt undervisningen på Modul 9 helt i front og op på et højt internationalt niveau.

Foruden at være en dygtig og inspirerende underviser, nyder Bente Finsen også stor respekt for sin åbenhed og sit imødekommende væsen. Individuel vejledning og guidning af de studerende der har behov herfor, er altid prioriteret højt, og fylder meget semester efter semester. Det sikrer, så vidt muligt, at ingen studerende ”tabes” og de som ønsker det, kommer fagligt styrket gennem Modul 9.

Professor Bente Finsen har før hun blev modultovholder, mange års erfaring med undervisning i Modul 9 og i andre kurser. Hun har tidligere været ansvarlig for undervisningen i Neurobiologi og Neurologi for Audiologopæd-studerende og varetaget undervisningen i Human Patofysiologi for biomedicinstuderende.

Bente Finsen fortjener af ovenstående grunde at modtage dettes års Undervisningspris, idet hun har løftet neurobiologi-undervisningen på medicinstudiet op på et internationalt højt niveau, hvor der ydes en ekstra indsats for at alle studerende kommer godt igennem.

 


 

Sidst opdateret: 26.08.2022