Skip to main content
Syddansk Universitet

VÆKST - en tryg og sund start på livet

Baggrund

Mange danske kommuner er udfordret af en høj forekomst af overvægt blandt førskolebørn. Overvægt i barneårene kan have store konsekvenser både gennem barndommen, gennem ungdomslivet og ind i voksenlivet med en forøget risiko for en lang række sygdomme såsom type 2 diabetes, forhøjet blodtryk og astma. Mest indgribende for børn med overvægt er dog oftest de trivselsproblemer og psykosociale udfordringer, som de i højere grad oplever sammenlignet med børn der er normalvægtige. Det er derfor vigtigt at sætte ind tidligt med en indsats, der fremmer, at børn får en sund start på livet, og dermed sikre en sund vægtudvikling hos børnene. På nuværende tidspunkt eksisterer der ikke konkrete vejledninger og retningslinjer for, hvorledes tidlig primær forebyggelse målrettet sund vægtudvikling gøres bedst. Der findes kun begrænset evidens for, hvorledes sådanne indsatser virker, og denne evidens er indtil videre udelukkende baseret på erfaringer fra udenlandske studier. Der er derfor brug for, at der genereres evidens i en dansk kontekst.

 

Formål og målgruppe

Formålet med VÆKST – en tryg og sund start på livet er at udvikle og evaluere en indsats, der skal fremme sund vægtudvikling hos spæd- og småbørn. Målgruppen er førstegangsforældre og deres børn, og indsatsen har særligt fokus på også at nå familier med lav socioøkonomisk position og etnisk minoritetsbaggrund. Projektet har fokus på familien som helhed og følger familien fra graviditeten frem til barnet er ca. 3 år. Projektet forankres i den danske sundhedsplejerskeordning. Projektet har i første omgang fået bevilliget penge til udvikling af indsatsen.

  

VÆKST-indsatsen

Indsatsen bliver udviklet ved brug af Intervention Mapping protokollen, som er et anerkendt planlægningsværktøj til systematisk udvikling af teori- og evidensbaserede sundhedsfremmende indsatser. Indsatsen baserer sig således på den stærkeste tilgængelige videnskabelige litteratur, sundhedsadfærdsteorier og vores egne kvalitative studier.

 

Det centrale i projektet bliver at intensivere indsatsen i sundhedsplejerskernes bestående arbejde med at guide forældre i forhold til faktorer med betydning for sund vægtudvikling blandt spæd- og småbørn herunder tidlig etablering af sunde vaner for mad, måltider, bevægelse, skærmbrug, søvn og tryghed. Desuden vil indsatsen inkludere ekstra hjemmebesøg, telefonopkald fra sundhedsplejersken og et videobibliotek til forældre.

 

Projektorganisation

Projektet er forankret på Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Projektgruppen består af projektejer og projektleder Camilla Thørring Bonnesen, seniorforsker Trine Pagh Pedersen, ph.d.-studerende Lene Kierkegaard, videnskabelig assistent Rikke Rothkegel Carlsson, og forskningsgruppeleder Katrine Rich Madsen.

 

Samarbejdspartnere

Projektet udvikles i tæt samarbejde med fem kommuner (Aarhus, Billund, Brønderslev, Randers og Slagelse), Center for Forebyggelse i praksis, Kommunernes Landsforening og Københavns Professionshøjskole.

 

Bevillingsgivere

TrygFonden har bevilliget penge til første del af projektet, hvor behovet for en indsats blev undersøgt (the Healthy Childhood Study), og Novo Nordisk Fonden har bevilliget penge til udvikling af VÆKST-indsatsen.

 

Projektperiode

Udviklingsperioden påbegyndtes i januar 2021 og afsluttes i december 2023.

 

 

 

Sidst opdateret: 15.08.2023