Bliv ekspert på både nye teknologi og forretning
Innovation bliver først rigtig sjovt, når den omsættes til et plus på bundlinjen. Det kræver idé- og produktudviklere med stor ingeniørmæssig viden og en solid forretningsforståelse. Civilingeniører i Engineering, Innovation and Business er eksperter i at analysere nye forretningsmuligheder, nye teknologiske muligheder og vurdere deres kommercielle potentiale. Studiet giver dig fx de nødvendige kompetencer, hvis du som iværksætter ønsker at starte din egen virksomhed eller hvis du ønsker en karriere som projektleder eller forretningsudvikler i en eksisterende virksomhed. Uddannelsen giver dig ligeledes komptencer indenfor digitalisering og automatisering således at du også kan hjælpe til med den digitale omstilling i virksomhederne.
Uddannelsen foregår i et internationalt studiemiljø, hvor undervisningen foregår på engelsk.
Uddannelsen giver dig færdigheder, der er eftertragtet af erhvervslivet. Samtidig bliver du også rustet til at etablere din egen virksomhed, hvis du ønsker at blive selvstændig.
Du får både grundlæggende kompetencer inden for produkt og procesudvikling og en specialviden inden for et mere snævert fagligt område. Ud over ingeniørfagligheden fokuserer studiet på forretningsforståelse såsom finansiering og markedsundersøgelser.
På kandidatdelen kommer du bl.a. til at arbejde med:
- Højteknologi
- Entreprenørskab
- Automatisering og digitalisering af maskiner og produktionssystemer
- Virksomhedsadministration og -ledelse
- Smart produktudvikling
- Innovation i praksis via projekter med industrien
- Forretningsudvikling og finansiering
- Videnskabelige metoder
Læs mere under uddannelsens opbygning.
Projekt- og forskningsbaseret læringsmiljø
Du bliver en del af et studiebaseret og samarbejdende læringsmiljø, hvor du arbejder i projektgrupper. Du og dine medstuderende har selv ansvaret for at planlægge og gennemføre projektet – til rette tid. Projektoplæggene kommer som regel fra virksomheder, og vi lægger vægt på, at du løser problemstillinger fra "det virkelige liv".
Specialet varer det sidste semester og vil typisk blive udført på eller i samarbejde med en industrivirksomhed.
Se hvad de studerende fortæller om studiet.
Alsidige karrieremuligheder
Uddannelsen giver dig en række karrieremuligheder – både i Danmark og i udlandet. Som civilingeniør i Engineering, Innovation and Business kan du fx stå i spidsen for innovationsprocesser og udvikling af forretningskoncepter eller vælge en karriere som selvstændig.
Du kan også forsætte med en 3-årig forskeruddannelse, som fører frem til en ph.d.-grad. For færdiguddannede civilingeniører er der også den mulighed at tage en erhvervsforskeruddannelse, som sker i et tæt samarbejde med en virksomhed, hvor du vil være ansat.