Uddannelsens opbygning
Kandidatuddannelsen, der varer 2 år fordelt på 4 semestre, bygger oven på en relevant bachelor- eller diplomingeniøruddannelse.
Industrien har et stigende behov for at forbedre produktudviklingsfasen og at implementere kunstig intelligens i produkterne. Matematisk modellering er her blevet et afgørende værktøj, fordi man hermed kan undgå at produktudvikle efter ’trial-and error’-metoden. Det danner fundamentet til avancerede reguleringsteknikker baseret på kunstig intelligens som neurale netværk.
Kandidatuddannelsen giver dig som studerende stærke matematiske kompetencer i relation til mekatroniske og dynamiske systemer. Dermed bliver du kvalificeret til at løse avancerede analytiske matematiske og fysiske udfordringer i mekatronik-industrien.
Med en kandidatgrad er det muligt at fortsætte dine studier på et treårigt ph.d.-program inden for et af forskningsområderne på Institut for Mekanik og Elektronik. Undervisning kan foregå udelukkende på instituttet, eller det kan være et projekt udført i samarbejde med en industriel partner og måske et andet institut eller universitet.