SDU Odense
Man føler sig hurtigt hjemme
Kristopher Strømman Frimann, 22, psykologi
Det har været en spændende proces for mig at flytte til Odense, som er en meget større by, end jeg kommer fra. Jeg er blevet taget godt imod, og Odense har haft meget mere at byde på, end jeg havde turdet håbe på. Kulturmæssigt sker der vildt meget i byen.
Anbefalinger
Pappas papbar er en god brætspilscafe, som er vildt hyggelig.
Vestergade som helhed vil jeg også fremhæve. Midtbyen har været udskældt hos flere, men jeg synes, at centrum fungerer rigtig godt.
Studenterhuset er et godt sted – både til at holde møder, skrive opgaver og få en kop kaffe.
Den sociale del af studielivet betyder meget for mig, og på SDU er der alle muligheder for at stifte nye bekendtskaber, hvis man kommer langvejs fra. Jeg vil klart anbefale andre at engagere sig i foreningerne eller de forskellige udvalg tilknyttet uddannelserne. Der er så mange andre, der brænder for det sociale og frivillige, og jeg har brugt det sociale som netværksskabende.
Det har betydet, at jeg hurtigt har slået rødder i byen, og jeg føler mig godt hjemme. Jeg har boet på et kollegie, siden jeg flyttede hertil, hvor flere har kunnet guide mig godt gennem studiestarten her. Tutorerne er også utroligt hjælpsomme, og det er vigtigt at understrege, at man altid kan og skal spørge andre til råds.
For studiestarten er mange ting, og både det sociale og faglige kan opleves hårdt og overvældende, men der vil altid være nogen med samme interesser som dig. SDU kan i starten godt føles lidt som Hogwarts, fordi man oplever en masse nye trapper og døre – men lige pludselig åbner der måske nye døre i form af venskaber.