Skip to main content
DA / EN

Aktuelle nyheder fra Fysiksektionen

Mød os til Forskningens Døgn

Den 20. april kan du få et indblik i vores forskning, når Mads Toudal og Sofie Marie Koksbang i samtale med Huxi Bach skal ud i vores uendelige og mørke univers. Du kan også få en forklaring på, hvad de studerende bygger satellitter til, og måske bygge dit eget rumskib ved aktiviteten "Stjerner, rumskibe og satellitter". Forskningens Døgn afholdes fra 10-16 på SDU i Odense, og du kan se hele programmet her.

 

Ny Podcast med Martin Sloth

Martin S. Sloth, forsker i partikelkosmologi, medvirker i nyt podcastafsnit af "Kraniebrud" fra Radio4.

Afsnittet hedder "Livet: Sådan blev universet skabt", og i det fortæller Martin bl.a. om universets oprindelse og mørk energi samt sine teorier om "New Early Dark Energy" og "the Hubble tension". Find afsnittet her.

 

Fysik Outreach bliver løftet

Finansiering fra Novo Nordisk Fonden og Meta Research - i alt DKK 2.681.000, vil styrke Fysik Outreach på SDU i de kommende 2-3 år. Udvikling af nye aktiviteter i rekrutteringsøjemed med udgangspunkt inden for rammerne af FysikLab vil være kernen i det kommende arbejde.

"Vi sigter mod at engagere og vække interesse for fysik hos unge primært i Region Syddanmark", siger Tobias Cornelius Hinse, som vil være fuldt engageret i projektet. Aktiviteterne vil være målrettet både mod folkeskolen og gymnasiet og bringe elementer af klassisk fysik såvel som moderne astronomi i centrum. Mikkel Theiss Kristensen, der også er tilknyttet, supplerer: "Fondsmidlerne er øremærket til STEM formidling på grunduddanelserne og bliver løbende evalueret i samarbejde med FNUG her på SDU"

Viceinstitutleder og Professor i Fysik Mads Toudal Frandsen glæder sig over bevillingen: "Med de ekstra fondsmidler håber vi, at SDU-Galaxy og FKF kan bidrage til at motivere elever på grunduddannelse, efterskoler og gymnasier for at øge antallet af nyoptagne studerende på fysikuddannelsen på SDU. Dette mål er også klart på linje med, hvad erhvervslivet og dansk industri efterlyser i Region Syddanmark. Der er nemlig stor behov for rekruttering af unge indenfor data science, IT og færdigheder indenfor løsning af naturvidenskabelige problemstillinger".

 

HEIMDAL går videre hos ESA 

Højtflyvende planer fra vores fysikstuderende

I december har vores SDU-AU studenterteam opnået en bemærkelsesværdig milepæl som det første danske hold i 15 år. De er blevet udvalgt til at udføre deres eksperiment, HEIMDAL, ombord på DLR-SNSA-ESAs stratosfæriske ballon for studenterteams i oktober 2024 fra Kiruna, Sverige.

Dette balloneksperiment giver vores studerende mulighed for at teste udstyr, der senere skal implementeres på de satellitter, de aktivt er med til at udvikle. Ikke kun markerer det en betydningsfuld skridt i deres rumfartsrejse, men det repræsenterer også den første rumflyvning af et hyperspektralt kamera udviklet af Newtec her i Odense.
Som en optakt til opsendelsen i oktober vil vores dedikerede studerende deltage i en træningsuge i Kiruna i begyndelsen af februar, hvor ESA (European Space Agency) vil være værter. I løbet af denne uge vil designet af udstyret og eksperimentet gennemgå den første arbejdsproces.

Stoltheden og glæden er stor både hos HEIMDAL-teamet og det videnskabelige støtteteam, og instituttet ønsker naturligvis hjerteligt tillykke. Vi ser frem til at følge HEIMDAL på deres spændende rejse mod rummet.

Hyperspektralt kamera grafik

    

Sidst opdateret: 05.04.2024