Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

Et mistet barn bringer døden nærmere

Forældre, der mister et lille barn, har en øget risiko for at dø tidligt, viser en ny britisk undersøgelse, som blev offentliggjort tirsdag.

Undersøgelsen af dødsfald er foretaget over perioden 1971-2006. Forskerne har sammenlignet antallet af dødstilfælde blandt forældre, der har mistet et barn i dets første leveår, eller som har fået dødfødte børn, med antallet af dødstilfælde blandt forældre til et barn, der har levet længere.

Der er ifølge undersøgelsen to til fire gange større sandsynlighed for, at en af forældrene, som har mistet et barn i dets første leveår, dør inden for et årti efter barnets død. Navnlig de ramte mødre er i fare for at dø for tidligt, hedder det.

Undersøgelsen giver ingen klare svar på den øgede dødelighed, men forfatterne fremsætter hypoteser om, at alkohol og selvmord er en faktor.

Undersøgelsen er blevet ledet af Mairi Harper fra Yorks universitet i England og er offentliggjort i tidsskriftet BMJ Supportive and Palliative Care.

Kilde: Ritzau

Redaktionen afsluttet: 13.09.2011