Skip to main content
Zoom ind på...

Kommunalvalg 2021

De 98 kommuner løser en bred vifte af opgaver, som har indflydelse på den enkelte borgers tilværelse. 16. november er der kommunalvalg igen, hvor den enkelte borger kan få indflydelse på de beslutninger, der træffes dér, hvor man er bosat. Forberedelser til valget er allerede i gang. Det uddybes her af professor i statskundskab, Ulrik Kjær.

Af Bolette Marie Kjær Jørgensen, , 06-01-2021

Opstilling af spidskandidat

De lokale partiforeninger er allerede mange steder i gang. Og deres fokus er på personer og politik. Selvom de endelige kandidatlister kan afleveres så sent som syv uger før valget, så er man godt i gang med at få i hvert fald sin spidskandidat (og dermed borgmesterkandidat) på plads. Og så er man nok også sine steder i gang med at lægge taktik i forhold til, hvad det er for politiske mærkesager, man vil fokusere på i valgkampen.

Valg af kandidater

Man kan blive kandidat ved at stille op for en eksisterende liste – et af de landsdækkende partier eller en lokalliste, som kun findes i ens egen kommune. Eller man kan lave sin egen liste, hvor man alene eller sammen med andre stiller op. Det kræver kun, at der er 25 vælgere i kommunen, som skriver under på ens kandidatur (i de fire største kommuner lidt flere).

Flere kan stille op ved et kommunalvalg

Alle, som har stemmeret, kan også stille op. Og stemmeret har alle, der er fyldt 18 år og har bopæl i kommunen/regionen, og som samtidig enten har dansk indfødsret, statsborgerskab fra et andet EU-land (samt Island og Norge) eller har boet fast i Danmark de seneste fire år. Der er således flere, som kan stemme og stille op ved kommunalvalg end ved valg til Folketinget, hvor der kræves dansk statsborgerskab.

Forskelle i størrelsen af kommunalbestyrelser

Der er et ulige antal medlemmer – mellem 9 og 31 – af kommunalbestyrelserne (og 41 af regionsrådene). I Københavns Borgerrepræsentation dog 55. Hvis kommunen har mere end 20.000 indbyggere, skal der dog være mindst 19 medlemmer, og ellers bestemmer kommunerne selv (inden valget), hvor mange pladser der skal være i kommunalbestyrelsen.

Chancen for at blive valgt

Hvor mange stemmer, der skal til for at opnå valg, afhænger af størrelsen på kommunalbestyrelsen og antallet af vælgere i kommunen. Ved det seneste valg i 2017 var der således en kandidat (i Københavns Kommune), som opnåede 1.053 personlige stemmer uden at blive indvalgt, mens der var en anden (i Samsø Kommune), der blev valgt ind med kun 20 personlige stemmer.

Mange personlige stemmer

Ved kommunalvalg stemmer tre ud af fire vælgere personligt på én af kandidaterne (ved regionsvalg lidt over halvdelen), mens resten stemmer på partiet/listen uden at angive en personpræference. I de fleste tilfælde opstiller partierne sideordnet, og så er det – efter at mandaterne er fordelt blandt partierne – udelukkende de personlige stemmer, som er afgørende for, hvem af partiets kandidater, som får pladserne. Ved den alternative opstillingsform, partiliste, betyder også partiernes rangering af kandidaterne noget.

Mød forskeren

Ulrik Kjær er professor ved Institut for Statskundskab.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 06.01.2021