Skip to main content
DA / EN

Øvrige jazzsamlinger på SDUB

Grundet et mangeårigt samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium, som i 1991 oprettede en rytmisk linje med fokus på jazz ved daværende 'Det Fynske Musikkonservatorium', er bibliotekets anskaffelser af jazz så omfattende, så de nu pr. 1. februar 2016 omfatter godt 900 bøger, 850 noder, 1700 78’ere, 460 ep’er, 6200 lp’er, 6450 cd’er, 179 DAT-bånd, 725 videoer og over 160 dvd'er plus en del løbende og ophørte tidsskriftrækker med blandt andet ældre danske udgivelser.
Hertil kommer en samling arkivalier i form af bl.a. diverse jazzfestival- og jazzkoncertprogrammer fra ind- og udland, komplette sæt af programmer fra Jazzhus Montmartre (1983-1990), Jazzhus Sophus Ferdinand i Odense (1974-1986), Værtshuset i Odense (1971-1972), Jazzhus Dexter i Odense (1998-2010) samt Brande Boghandels postordrekataloger over jazzplader (1955-1973).
Desuden har biblioteket modtaget mødereferater, breve, ansøgninger og vedtægter m.m. fra Dansk Jazzmusiker Forening (1970-1977), Ny Dansk Jazzmusiker Forening (1977-1990) og Foreningen Musik og Lys (1982-1990) samt en fin gave i form af Ole ”Fessor” Lindgreens scrapbøger (1957-2001) fra hans Big City Band i hele 13 bind.

En del af samlingen er modtaget som donationer, og biblioteket modtager gerne fortsat jazzgaver, men forbeholder sig også ret til at kassere i materialet, træffe bestemmelse om adgangen til samlingen og at overdrage materialet til andre biblioteker.

Sidst opdateret: 18.06.2024