Ane Qvortrup

Spørgsmål fra Kim:

Finnerne er ekstremt dygtige til skole og unge, hvorfor kigger vi ikke på deres løsninger og system? Hvorfor insistere på at ville selv og opfinde dybe tallerkener? Vi er jo stort set ens med finnerne i levemåde, og befolkning.

Svar fra Ane Qvortrup:

Hej Kim
Mange tak for dit gode og helt relevante spørgsmål. Du har ret i, at Finnerne klarer sig godt i de internationale komparative undersøgelser. Samtidig er der ingen tvivl om, at Finlands organisering af deres skole og også organiseringen af deres læreruddannelse kan forklare meget af de gode resultater, og derfor er det relevant at kigge mere den vej, som du foreslår. Når jeg skriver ’mere’, så skyldes det, at vi i høj grad allerede gør det. Men der er grundlæggende aspekter både i skoledagen og i læreruddannelsen, som er forskellige. Her er det jo så vigtigt at sige, at det at lave skole og læreruddannelse ikke alene handler om tekniske og praktiske aspekter – men i høj grad også er et ideologiske arbejde. Hvad vil vi, hvor langt vil vi gå, og hvad skal prioriteringerne i skolen være? Jeg er dog enig med dig i, at der er behov for en fortsat dialog, og jeg byder det meget velkomment, at der er indgået politisk aftale om en ny og bedre læreruddannelse. Hvis du er nysgerrig på mere om forskelle og ligheder mellem det danske og finske skolesystem, kan du læse mere her:
Finsk læreruddannelse – i et dansk perspektiv
Hvorfor er finske skolebørn så gode til at gå i skole
Komparativt studium af de nordiske læreruddannelser

Spørgsmål fra Janick:

Børns Vilkår præsenterede i august en undersøgelse, hvor DR fokuserede på piger i 8. klasse. Undersøgelsen viste blandt andet, at piger lærer at føle, og drenge lære at være ’ligeglade’. Tager man i forskningen højde for, at drengenes og pigernes svar kan indeholde en bias i forhold til sociale roller/kompetencer: drenge lærer at udtrykke ’ligegyldighed’ og eventuelt skruer ned for deres problemer, hvor piger lærer at udtrykke følelser og eventuelt skrue op for deres problemer? Selvmord blandt de 15-29-årige i 2021 var 19 kvinder og 45 mænd. Dårligt mentalt helbred blandt 16-24-årige i perioden 2013-17: 36 procent flere kvinder og 57 procent flere mænd.?

Svar fra Ane Qvortrup:

Hej Janick
Tak for dine referencer og overvejelser. Det er rigtigt, at der er kulturelle forskellige mellem den måde, piger og drenge opdrages på, og det kan betydning for deres måde at gå til deres skolearbejde på.
Jeg har selv forsket i det mest fra et drengeperspektiv med fokus på, hvorfor drenge klarer sig dårligere karaktermæssigt (det har jeg for nyligt skrevet en klumme om og også diskuteret i Detektor).
Jeg er overbevist om, at kulturelle forskelle også kan forklare noget af det, du sætter fokus på, men det er selvfølgelig ikke den eneste faktor.

Spørgsmål fra Karsten:

Er mistrivsel blandt børn og unge alene et dansk fænomen? Et nutidigt fænomen? Og hvad med udlandet? Skyldes de høje tal, at vi har fokus på det, eller hvad gør, at dette ikke fandtes tidligere?

Svar fra Ane Qvortrup:

Hej Karsten
Gode spørgsmål. Det er ikke kun nationalt, at trivslen blandt børn og unge er faldet. Jeg ville ønske, jeg kunne svare klart på, hvad årsagen er, hvis vi havde et klart svar, kunne man også nemmere gøre noget ved det.
Det klare svar findes desværre ikke, men vi ved, at der er mange forskellige miljømæssige faktorer, som spiller ind.
Mine egne studier viser, at elevernes trivsel påvirkes af, om de oplever at kunne mestre de aktiviteter, de møder i skolen, og af deres tro på egne evner (både generelt ift. at gå i skole og ift. de forskellige fag i skolen).
Oplevelsen af mestring og tro på egne evner er udfordret af COVID-19, men generelt har et større fokus på karakterer, eksamener og resultater også en negativ indvirkning.
Andre årsager er sikkert de sociale medier og muligheden for at være udenfor der (de har aldrig fri for det). Derudover er jeg sikker på, at vores fokus på trivsel gør en forskel.
For nyligt har jeg faktisk skrevet en klumme om de mentale helbredsundersøgelser, der gennemføres kommunalt over stort set hele landet, som jeg mener måske i højere grad skaber end løser problemet.

Spørgsmål fra Morten:

Hvad skal der ifølge din forskning til for at øge trivslen blandt børn og unge i folkeskolen?

Svar fra Ane Qvortrup:

Tak for det gode spørgsmål.
Der kan selvfølgelig gøres noget i mange kontekster. Når det kommer til skolens muligheder specifikt, kan vi i vores analyser se, at elevers trivsel hænger sammen med deres oplevelse af at kunne mestre de aktiviteter, de møder i skolen, deres tro på egne evner (både generelt ift. at gå i skole og ift. de forskellige fag i skolen), deres oplevelse af relationer til både klasserammerater og lærere (fx om de oplever, at læreren er opmærksomme på dem) og om de bliver inddraget i undervisningen (her handler det både om, om de oplever at have medbestemmelse ift. undervisningens indhold og niveau og om, hvorvidt undervisningen er differentieret, så den passer til den enkelte elev.
Der findes altså ikke én klar løsning på at arbejde med elevernes trivsel, men forskellige ting, som man med fordel kan være opmærksom på.
Mvh. Ane

Spørgsmål fra Vivi Hanna:

Har I set på, hvor skræmte de unge er/bliver omkring retorikken i klimadebatten? De sidste snart 3 år har handlet om kriser.
Vil I fortælle om, hvorfor man mener, at ting som at fjerne karakterer skal gøre børn og unge gladere? De unge, jeg kender, ved godt, når de ikke gør deres bedste. Og der bliver de triste. De rejser sig stærkere, når de har overvundet en eksamen feks.

Hej Vivi. Det er et godt spørgsmål med klimadebatten, og du har ret – der er studier, der peger på, at elever kan blive klimaangste.
I mine egne studier – godt nok blandt unge mennesker (1.g-elever i gymnasiet) – har jeg ikke stødt på klimaangste elever. Sammen med kolleger interviewede jeg en stor gruppe elever om klima og bæredygtighed, og min antagelse var, at jeg ville støde ind i elever med en eller anden grad af klimaangst, men det gjorde jeg altså ikke. Læs evt. artiklen her
Og så er der det med karaktererne. Jeg er helt enig i, at vi ikke skal konkludere for hurtigt på det med karakterer. For nogle kan det at overvinde en eksamen være positivt motiverende og øge selvtilliden, men der er studier, der viser, at det modsatte gælder for andre. Deres tro på egne evner påvirkes negativt af tidligere resultater.
Vh Ane

Spørgsmål fra Søren Jørgensen:

Hvorfor lider så mange børn og unge af at være psykisk påvirkede/psykisk syge? Det store problem ligger nok i den måde vores samfund er på og bliver kørt fra politisk side, og at der bliver givet for lidt penge til at løse problemerne. Men hvad mener I om problemet?

Svar fra Ane Qvortrup:

Hej Søren
Tak for dit spørgsmål, og hvor ville jeg ønske, jeg kunne svare klart på det, for hvis vi havde et klart svar, kunne man også nemmere gøre noget ved det.
Jeg tror desværre ikke, der er noget enkelt svar. Vi ved, at både biologiske/genetiske og miljømæssige faktorer kan spille en rolle i forhold til risikoen for at udvikle psykisk sygdom, og de miljømæssige kan sikkert også handle om flere ting, som du antyder.
Jeg er enig i, at vi bør gennemtænke nogle af de samfundsmæssige og politiske prioriteringer vi laver. For nyligt har jeg faktisk skrevet en klumme om de mentale helbredsundersøgelser, der gennemføres kommunalt over stort set hele landet, som jeg mener måske i højere grad skaber end løser problemet.
Se evt. artikel
Mine egne studier viser derudover, at elevernes mentale trivsel påvirkes af, om de oplever at kunne mestre de aktiviteter, de møder i skolen, og af deres tro på egne evner (både generelt ift. at gå i skole og ift. de forskellige fag i skolen), og det er velkendt fra tidligere studier, at oplevelsen af mestring og tro på egne evner påvirkes af tidligere dårlige præstationer. Derfor kan et stort fokus på karakterer, eksamener og resultater også have en negativ indvirkning.
Vh Ane

Spørgsmål fra Ivan:

Er det nu politikerne, der skal tage ansvar for andre børns trivsel? Er forældre efterhånden blevet overflødige? Hvis børn udviser ængstelse efter corona, så er det vel kun fordi, den gode samtale mellem børn og deres forældre er fraværende? Hvis forældrene ikke er i stand til at berolige børnene, forestiller vi os så, at skolelærere og politikere er i stand til det?

Hej Ivan
Jeg mener bestemt, at forældrene har et ansvar for børnenes trivsel, men det har skolen efter min mening også.
Når jeg i mine studier undersøger tre former for trivsel - emotionel trivsel, social trivsel og faglig trivsel - så er det med udgangspunkt i en teoriramme, der siger, at trivsel er mere end bare det at være glad. Det handler også om at udvikle sig som person, realisere sig selv i og føle, at man bidrager til fællesskaber.
Emotionel trivsel handler således om, hvorvidt eleverne er glade for og i deres hverdag, om de har en positiv livsoplevelse, har selvtillid og tænker positivt om sig selv.
Social trivsel handler om, hvorvidt eleverne oplever, at de hører til i en social gruppe og her oplever, at deres deltagelse og engagement anerkendes og værdsættes.
Faglig trivsel handler om, hvorvidt eleverne oplever at høre til i en faglig gruppe og her oplever, at deres deltagelse og engagement anerkendes og værdsættes.
Vi ved, at skolen og børnenes oplevelse af at gå i skole påvirker alle tre former – selvom hjemmet og alt muligt andet selvfølgelig også gør det. Skolens ramme er især tydelig, når det kommer til den sociale og faglige trivsel, for i skolen realiserer eleverne sig under normale omstændigheder både i sociale og faglige fællesskaber. Det er noget af det, der har været meget udfordret under corona, og som eleverne stadig lider under.
Så mit svar er altså, at det ikke kun er skolen, der har ansvar for børnenes trivsel, men at skolen også har et ansvar, og at politikerne er nødt til at sætte gode rammer for skolens arbejde hermed.

Spørgsmål fra Søren Kongegaard:

Er der sammenhæng mellem konkurrencestatens styring af den offentlige sektor, herunder skolen, og den stigende mistrivsel vi ser?

Svar fra Ane Qvortrup:

Hej Søren
Det er et meget svært spørgsmål. Når vi taler om ’konkurrencestatens styring af den offentlige sektor’ taler vi jo mere om en tendens med forskellige træk, end om noget entydigt, og det vil være en stor opgave for mig at forholde mig til alle træk.
Og det varierer mellem de forskellige træk. Fx vil vi tale om målstyring som en del af de konkurrencestatens træk, og her peger den empiriske forskning ret entydigt på, at det påvirker eleverne positivt, hvis det er klart for eleverne hvad og hvorledes, der skal læres.
Undervisning, der er kendetegnet ved klarhed i mål, indhold, arbejdsformer og smidige overgange mellem disse, og som sikrer sammenhæng på tværs af aktiviteter og med tidligere lært stof samt rummer en tydelig progression, påvirker eleverne positivt.
Omvendt er der forskning, der peger på, at for stærk præstationsorientering, for mange tests, og et stort fokus på karakterer kan påvirke eleverne negativt. Derudover tror jeg også, de mange forskellige evalueringer kan.
Det har jeg for nyligt skrevet en klumme om
Vh Ane

Spørgsmål fra Mette Hansen:

Hvor meget betyder voksnes nærvær i daginstitutioner og skoler for børns trivsel og indlæring?

Nærvær er en svær størrelse at måle på. Det er en følelse, som især små børn kan have svært ved at beskrive. Men ligesom vores fornemmelse siger os, at nærvær er vigtigt, er der også en række både danske og internationale studier, som understøtter dette.
Flere forskningsoversigter beskriver barn-voksen-interaktioner i dagtilbud som en nøglefaktor, og en oversigt viser, at det er afgørende, personalet møder børnene med lydhørhed, nærhed og tilknytning, ligesom de skal være opmærksomme på det enkelte børn.
En anden oversigt viser, at de voksne må være tætte med børnene, og at miljøet i dagtilbuddet skal være støttende. I en række andre studier tales der om intersubjektivitet - det vil sige, at barn og voksen mødes om noget fælles og har en delt opmærksomhed på dette - som afgørende.
Jeg tænker godt, at vi kan tale om alle de aspekter som noget, der har med nærvær at gøre. I skolen er nærvær også vigtig, men det er en lidt anden form for nærvær. Elevens relation til læreren er vigtig, men i skolen er også klassefællesskabet og relationen mellem elever helt afgørende.
Venskaber har afgørende betydning, men det påvirker fx også elevernes trivsel positivt, hvis de kan få hjælp af kammerater, og også hvis de har mulighed for at hjælpe andre.
Så i skolen har venskaber og klassefællesskab lige så stor betydning som relationen til læreren, og udover det mere personlige nærvær, kan vi også tale om et mere fagligt nærvær, som også er afgørende.
Mine egne helt nye studier peger i øvrigt også på, at skoleelevers oplevelse af relationer til både klasserammerater og lærere (fx om de oplever, at læreren er opmærksomme på dem) korrelerer med deres trivsel.
Vh Ane

Spørgsmål fra Rune:

25-30 børn til en pædagog i børnehaven, dette er noget der jævnligt sker hos os i kortere perioder. Dette fordi at de efter sigende ikke kan få normeringerne til at passe med de ansattes timer. Hvilken effekt har det på vores børn i forhold til voksen-relationer og udvikling?

Hej Rune
Tak for dit gode og helt relevante spørgsmål. Det kan være vanskeligt at isolere effekten af en ændret normering, fordi der er så mange andre faktorer der spiller ind. Samtidig er det ikke bare antallet af børn-voksne, der tæller, men også gruppedynamikken.
Gruppedynamikken i en gruppe med 5 børn med 1 voksen er anderledes end i en børnegruppe på 25 børn med 5 voksne. Normeringen (1:5) er den samme, men det er betydningen for børn-voksen-relationer og børns udvikling ikke.
Jeg har ikke selv undersøgt det med normering i dagtilbud, men det er der mange andre, der har. Og de viser, at det har en betydning for både relationer og udvikling på en række områder.
Hvis du orker det, synes jeg, du skal prøve at løbe igennem side 67 til 86 af denne forskningsoversigt, som VIVE har lavet:.
Der gennemgås en række studier, som jeg tænker, du vil finde interessante.