Skip to main content

Linda Kjær Minke

Forskerens opfordring til politikerne:

”Der skal arbejdes meget mere med forebyggelse af kriminalitet, hvis vi vil begrænse den. Det, håber jeg, der kommer langt mere i fokus på i debatten”


Profile Image

Spørg mig om:

Kriminalitet, straf, banderelateret kriminalitet, forebyggelse af kriminalitet, fængselsforhold.


Om kriminalitet

Spørgsmål fra Jean:

Hvordan går egentlig i virkeligheden med ungdomskriminaliteten sammenlignet med i tidligere tider, både i hele samfundet og i de store almene boligområder, som regeringen gerne skælder ud på?

Svar fra Linda Kjær Minke:

Der er tale om et fald i børne/ungdomskriminalitet, når opgørelsen baseres på mistanker/sigtelser. Læs mere her

Omkring den generelle udvikling fremgår det, at der fra 2020 til 2021 er sket et fald på 17 pct. i antal mistanker/sigtelser mod 10-17- årige. I samme periode er antallet af mistænkte/sigtede personer faldet med ni pct. Ift. de 10-14 årige har der fra 2020 til 2021 samlet set været en begrænset stigning på én pct. i antallet af mistanker. Fordi de 10-14 årige er under den kriminelle lavalder, rejses der ikke en sigtelse.

Ang. kriminaliteten i udsatte boligområder kan du læse nærmere her, hvor det fremgår, at den kriminelle aktivitet blandt 10-14 årige børn specifikt i udsatte boligområder er faldet fra 2011 til 2017. Er du interesseret i forholdene i udsatte boligområder har Gunvor Christensen VIVE har gennemført en række spændende forskningsprojekter ift. udsatte boligområder.

Bedste hilsner,
Linda Kjær Minke


Om hårdere straffe

Spørgsmål fra Niels:

Glemmer man ikke tit aspektet af tidsberøvelse når man snakker om korrelation mellem straffe og recidicisme? Hårdere straffe afhjælper ikke recidivisme, men sikrer at kriminelle ikke kan begå kriminalitet i længere tid.

Svar fra Linda Kjær Minke:

Kære Niels
Der er i den forbindelse tale om en inkapaciteringsstrategi. Den har dog et indlejret problem ift. de såkaldte ”falske positive”, hvor vi ikke med sikkerhed kan forudsige, hvem der vil begå kriminalitet. Det betyder, at vi risikerer at holde personer i fængsel længere tid end nødvendigt. Der er desuden også såvel samfundsøkonomiske (fængsler er dyre) og etisk/humane problemstillinger vedrørende en sådan strategi. Frihedsberøvelse er ganske alvorligt og indgribende for både den fængslede og dennes pårørende.
Hvis inkapacitering er ment som at begrænse kriminalitet, er det desuden centralt, at gerningspersonen ikke bare erstattes af en anden i det omgivende samfund– hvilket inden for kriminologien betegnes som displacement. Vi har med andre ord ikke forebygget kriminaliteten ved blot at fængsle gerningspersonen.

Bedste hilsner
Linda


Om forebyggelse af kriminalitet

Spørgsmål fra Kim:

Hvordan kan det være vi ikke kigger til Holland på det kriminalpræventive område? De har med stor succes nedsat straffe og lavet forebyggelse? Derfor har de kunne lukke næsten halvdelen af deres fængsler og har meget lavt aftalt indsatte i forhold til befolkning, samme med Finland.

Svar fra Linda Kjær Minke:

Kære Kim
Ja, det er et godt spørgsmål, som jeg desværre ikke kan svare på. Der må vi have politikerne på banen.

Bedste hilsner
Linda