Klar til VM med mentaltræneren
Lige om lidt er der fodbold-VM i Qatar. Men hvordan forbereder landsholdsspillerne sig mentalt på at træde ind i en turnering, der har været udsat for så massiv kritik, og hvor forberedelserne har kostet tusindvis af menneskeliv?
Vi har bedt lektor i idrætspsykologi og mentaltræner for landsholdet, Carsten Hvid Larsen, fortælle lidt om, hvordan spillerne bedst muligt forbereder sig til den kontroversielle slutrunde.
Kræver det en særlig mental forberedelse at skulle være i stand til at abstrahere fra historierne om Qatars måde at behandle migrantarbejdere på?
- Spillerne forholder sig ikke så meget til menneskerettighedssituationen, når de lader op til kamp. De fokuserer på at gøre sig klar til at præstere. Det er dermed ikke ensbetydende med, at de ikke har holdninger, men hvis disse holdninger præger deres forberedelse til kamp, vil det formentlig også medføre dårligere præstationer.
Forstyrrelser, uanset om de kommer fra en selv eller omverdenen, vil ikke være optimale i forhold til at holde opmærksomhed på opgaven. Formålet for en spiller, der gør sig klar til kamp, er jo at være fokuseret på det, der er optimalt for at præstere, og en god forberedelse indebærer at være til stede i de aktiviteter, han skal lave for at gøre sig klar.
Hvis hans tanker kredser om forskellige områder, som indebærer stress, frustrationer og irritationer, vil det ofte medføre, at han bruger unødig energi på noget, som dræner ham mentalt. Derfor er det meget uhensigtsmæssigt, hvis ting som fx menneskerettighedssituationen i Qatar kommer til at fylde under forberedelserne og opladningen til kamp.
Vurderer du, at det i særlig grad bliver nødvendigt at skærme spillerne fra fx sociale medier og nyheder generelt?
- Spillerne er jo meget eksponerede i deres klubber til daglig, og de er vant til at blive bombarderet på sociale medier. VM er dog et niveau eller to over, hvad de oplever til hverdag, og derfor vil der også være mediefolk med omkring holdet, som skærmer de enkelte spillere ift. sociale medier. De vil også informere spillerne om, hvad der er tilladt at poste på sociale medier, selvom de fleste spillere dog har ret godt styr på den del.
Hvordan sikrer man, at historierne om Qatars måde at behandle migrantarbejdere på ikke kommer til at fylde i omklædningsrummet og dels forstyrre forberedelserne/den mentale opladning men også selve dynamikken i omklædningsrummet?
- Det vil afhænge af trænerens kommunikation. Nu er Kasper Hjulmand heldigvis meget professionel i forhold til at skulle forberede spillerne til at præstere. Der har ikke tidligere været episoder i omklædningsrummet eller under møder, hvor der har været andre temaer end selve fodboldkampen.
Hvad gør man som mentaltræner, hvis en spiller bliver påvirket af situationen?
- Jeg tager ikke selv med til Qatar, men jeg vil være med off-site som sparringspartner for spillere, trænere og stab, og de kan trække på mig, hvis det er nødvendigt. Spillerne er godt forberedte på de fleste scenarier, men hvis der skulle opstå et konkret behov, vil jeg gå i dialog med den pågældende spiller og tage hånd om den specifikke situation. Der vil vi så gå i dybden med psykologiske reaktioner mv.
Mød forskeren
Carsten Hvid Larsen er lektor i idrætspsykologi på SDU. Desuden er han tilknyttet DBU som ’head of football psychology’ og er desuden fælles mentaltræner for A-landsholdet.