VM i Qatar er eksempel på en ny (u)orden
Få indblik i det beskidte idrætspolitiske spil, som har ført til, at VM i fodbold i år afholdes i Qatar. Jørn Hansen, professor emeritus i idrætshistorie på SDU forklarer her, hvad der foregår bag kulisserne i international fodbold.
Boykot Qatar. Den opfordring har vi hørt tusindvis af gange de seneste år.
Lige siden verdensmesterskabet i fodbold 2022 tilbage i 2012 blevet placeret i Qatar, har det været en upopulær beslutning i de vestlige lande.
Hvorfor?- Fordi Qatar på ingen måde var rustet til at huse en slutrunde, hverken i form af infrastruktur, kultur eller klima. Et VM som flyttes til november-december fordi værtslandet er for varmt! Det er et kæmpestort problem for spillerne i de forskellige nationale ligaer, og især i Premier League, som på grund af tidspunktet har haft et ekstremt presset efterår med rigtig mange kampe, fortæller Jørn Hansen.
Europa ud på et sidespor
Da Qatar fik tildelt verdensmesterskabet, viste det sig hurtigt, at det ville give problemer. Landet havde ingen stadions og måtte hente tusindvis af immigranter ind for at bygge alt op fra bunden.
Økonomisk var det ikke kritisk for verdens rigeste land, men i forhold til menneskerettigheder og arbejdsforhold for immigranterne, fik den vestlige verden et chok over indstillingen.
- Det hele handler om, at FIFA i en vis forstand ejer international fodbold. Og nu er vi i en situation, hvor man kan sige, at kolonierne slår tilbage. Vi har at gøre med en ny verdensorden, hvor Europa bliver kørt ud på et sidespor. Godt nok har FIFA en europæer i spidsen, men han handler på de andres stemmer, forklarer Jørn Hansen.
”Det hele handler om, at FIFA i en vis forstand ejer international fodbold, og nu er vi i en situation, hvor kolonierne slår tilbage.
For at forstå det, skal vi lidt tilbage i tiden.
Det første verdensmesterskab i fodbold bliver spillet i 1930 i Uruguay. Der var ingen kvalifikation til mesterskabet, hvor 13 lande deltog. Kun fire europæiske hold tog den lange tur over Atlanten, nemlig Jugoslavien, Belgien, Rumænien og Frankrig. Uruguay vandt mesterskabet med en finalesejr over Argentina.
Herefter skiftedes Europa og Sydamerika til at være værter for VM. Efter 2. verdenskrig kommer en række nye nationer med, efter at kolonisystemet er brudt sammen. I 1966 spilles VM i England med 14 deltagende nationer. Her kommer den første boykot af mesterskabet.
- De afrikanske lande vil ikke være med, fordi de skulle kæmpe med Asien om en enkelt plads ved mesterskaberne. Det satte gang i Joao Havelange, brasilianer og præsident for FIFA fra 1974 til 1998. Ud over at være præsident for FIFA var han også en korrupt våbenhandler - og han så muligheder i Asien og især i Afrika.
Fodbold som verdensfænomen
Havelange ville udbrede fodbolden i Afrika. Med sponsorater fra Coca-Cola og Adidas putter han penge i afrikansk fodbold og sammen med Sepp Blatter, der efterfulgte ham som FIFAs præsident og som dengang var funktionær under Havelange, fik han drejet FIFAs fokus ud over Europa og fik den tredje verden med i klubben. Under Havelange gik antallet af medlemslande fra 100 til 203.
Er det så et problem, kunne man spørge?
- Det betyder i hvert fald, at fodbold bliver et verdensfænomen. Og FIFA er ligesom FN bygget sådan op, at hvert land har en stemme. Og alles stemmer tæller lige meget. Derfor kan et VM ende i Qatar, et nyt land, som ikke har nogen fodboldtradition, men som putter masser af penge i fodbold og investerer massivt i sport generelt for at blive synlige.
”Fodbolden og VM i Qatar bliver et billede på en ny verdensorden, som vi i Europa først er begyndt at forstå. Vi europæere er ikke længere dem, der sætter dagsordenen. Det er en øjenåbner i forhold til, hvordan verden kommer til at se ud.
- Fodbolden og VM i Qatar bliver et billede på en ny verdensorden, som vi i Europa først er begyndt at forstå. Se bare på krigen i Ukraine. Vi her i Europa er enige om, at alle er på Ukraines side i krigen. Men vi glemmer, at store lande som Kina, Indien og Brasilien samt de fleste afrikanske lande er afventende eller på Ruslands side, siger han og uddyber:
- Vi europæere er ikke længere dem, der sætter dagsordenen. Det er forfærdeligt, det der sker, men også en øjenåbner i forhold til, hvordan verden kommer til at se ud. Europa mister indflydelse. Qatar og fodbold er et varsel om, hvad der kommer til at ske generelt.
Hvorfor boykotter vi ikke?
Tilbage til snakken om boykot. Hvorfor spiller Danmark og de andre europæiske hold i et mesterskab, de er imod?
Forklaringen skal ifølge Jørn Hansen findes i FIFAs regler. Hvis et land nægter at spille, kan FIFA udelukke landet fra al international fodbold. Og gøre det samme med hold, som alligevel måtte vælge at spille med det land, der boykotter.
Hvordan skal fans forholde sig til VM?
Hvordan skal jeg som dansk fodboldfan forholde mig til VM?
Løbet er kørt. Hvis man som fan gør noget nu, for eksempel lader være med at se kampene, gør man det for sin egen skyld.
Mit eneste råd er at lade være med at tage til Qatar og se dem.
Fodbolden har en magnetkraft, så folk vil se kampene alligevel. Det gør hverken fra eller til, om vi fejrer fodbolden herhjemme og i virkeligheden er det bare selvpineri at holde fast i principperne, når nu mesterskabet bliver spillet.
Hvordan forholder du dig selv?
Jeg skal se kampene, men synes det er irriterende og ville ønske, at det var et andet mesterskab, vi så frem til.
Det bliver interessant at se, om der overhovedet bliver fyldt med tilskuere på lægterne. Fodboldturismen er normalt meget stor, men det bliver anderledes denne gang. Måske tilskuerne kommer fra Asien, hvor blandt andet Kina har mange fans af europæisk fodbold.
Jeg er også spændt på, hvor mange kvinder vi kommer til at se på stadion. Og om der en den traditionelle festlige fodboldstemning med fadøl og dedikerede fans.
- Derfor er det heller ikke realistisk, at et land som Danmark skulle boykotte VM. Det ville kræve, at DBU turde bryde ud og håbe på, at andre ville være med til at spille på en anden måde. Men sporten er så gennemsyret af kommercielle interesser, at det er umuligt, mener Jørn Hansen.
Den danske fodboldhistorie er ellers bygget på alt andet en tanker om profit. Danmark meldte sig netop ud af international fodbold i 1930, da der kom professionel fodbold.
- Danskerne var de sidste glade amatører. Fodbold handlede om mellemfolkelig forståelse. De overgav sig dog i 1978, hvor landsholdsfodbolden som underholdning og nationalisme bliver virkelighed også i Danmark.
Fodbold er big business
Fodbolden er big business og FIFA er i høj grad en klub, hvor man må smutte, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet. Det er der bare ingen, der tør.
- VM i Qatar er irriterende og forkert, men det er nok ikke sidste gang, sådan noget sker. De første mesterskaber udenfor Europa og Sydamerika gik ok. Sydafrika er trods alt et demokratisk land, Sydkorea og Japan er også vestligt orienterede. Men hvis man fortsætter med at dele mesterskaberne ud i hele verden, så sker det vi ser i Qatar igen.
- Vi taler så meget om menneskerettigheder i Skandinavien og Vesten. Men vi taler for døve øren, når vi henvender os ud i verden, for selvom de fleste lander vedkender sig dem, følger de dem ikke nødvendigvis.
-----
Topfoto: Her ses tidligere FIFA-præsident Joao Havelange med nogle af de internationale kontakter, der sikret, at FIFA så at sige ejer international fodbold. Billedet er fra Kong Fahd Cup i Saudi-Arabien. Foto: Lars Poulsen/Ritzau/Scanpix
Mød forskeren
Jørn Hansen er professor emeritus ved Institut for Idræt og Biomekanik på SDU. Han forsker bl.a. i idrætshistorie nationalt og internationalt.