Skip to main content

Dine indre ressourcer

 

Hvad er de indre ressourcer? Og hvorfor skal du kende til dem?

Video udviklet af Studie- og trivselsvejledningen på SDU

"...de kræfter du har i dig, som du skal bruge til at møde dagligdagens krav med. De 6 mest typiske indre ressourcer er: Tid, biologisk energi, studiekompetencer, studieerfaringer, følelse af meningsfuldhed og mod. Men der findes mange flere. Tænk på mod som den tryllestav, du nogle gange må bruge for at øge dine indre ressourcer..."

 

Tid

Din tid er din ressource. Det handler om at finde en god balance i forhold til, hvordan du bruger din tid. 

Biologisk energi 

Mad, drikke, søvn, fysisk aktivitet m.m.

Studiekompetencer

Lær dig selv det akademiske håndværk. Du kan f.eks. lære om at skrive gode akademiske opgaver 

Studieerfaring

Ting bliver lettere jo mere erfaring du har. Studeerfaring er alt fra, hvordan du bruger Itslearning, til hvor dit klasselokale er, til hvordan det er smart for dig at forberede dig til eksamen. 

Følelse af meningsfuldhed

Hvis man bliver presset f.eks. i forbindelse med eksamen, så kan det skabe tab af mening. Tab af mening kan give en oplevelse lige fra tvivl om rette studievalg og over til om man overhovedet er god nok som menneske. 

Mod

Nogle gange må man tage mod til sig. Det kan fx kræve mod, at man rækker hånden op i undervisningen. Eller at man viser overfor sin studiekammerat, at man ikke har styr på emnet og beder om hjælp. 

Vurder dine indre ressourcer

På en skala fra 1-10 hvor 10= rigtig godt 1= mangelfuldt: Hvor er du på skalaen i forhold til:

  • Tid: f.eks. en god balance mellem fritid og studietid.
  • Biologisk energi: f.eks. en tilpas mængde søvn, bevægelse, mad, kontakt med andre mennesker m.m. hver dag.
  • Studiekompetencer: f.eks. hensigtsmæssig noteteknik, læseteknik, eksamenskompetencer m.m. for dig.
  • Studieerfaringer: F.eks. erfaringer med at finde rundt på uni, med at deltage i gruppearbejde, gå til eksamen m.m.
  • Meningsfuldhed: F.eks. i forhold til dit studievalg eller læringsaktiviteterne på dit studie.
  • Mod: F.eks. mod til at turde ting.
  • Andre indre ressourcer: Der findes et ton af andre indre ressourcer, eksempelvis empati, gode til at bage kage til studiegruppen, projektstyring osv.

 

Lav gerne vurderingen sammen med en god ven, og snak f.eks. om: 

  • Er din vurdering realistisk?
  • Hvis din ven skulle vurdere dine indre ressourcer set udefra, vurderer I så forskelligt eller ens?
  • Er der indre ressourcer, som I med fordel kunne opsøge? Hvis ja, hvordan gør I det?
  • Hvordan føles det at blive bevidst om sine indre ressourcer?
  • Hvordan føles det at snakke med en ven om det?

 

Hvilken indre ressource mangler du mest i dit liv? 

  • Er det mon én af dem, vi allerede har nævnt?: Biologisk energi, mod, etc. 
  • Er det noget helt andet? 

 

Beskriv den ressource du føler, du mangler:

  • Hvornår føler du, at ressourcen mangler mest? 
  • I hvilke situationer oplever du måske ressourcen er en smule til stede? 
  • Hvis ressourcen var et væsen med f.eks. en form, en farve, et udtryk, en væremåde m.m. Hvordan ser ressourcen så ud?  
  • Hvad ville én, du holder tilføje til din beskrivelse?

 

Beskriv hvordan du kan få mere af denne indre ressource:

  • Hvordan kan du få mere af denne ressource? 
  • Hvornår skal du starte med at få mere af din ressource? 
  • Hvad kan gøre det svært? 
  • Hvad er vigtigt, du husker dig selv på undervejs? 
  • Er der nogen, som kan hjælpe? 

 

Interview med Dorte Toudal Viftrup. Psykolog og lektor ved forskningsenheden for almen praksis SDU

"...Mening er ikke en følelse, men handler om at høre sammen med livet, verden og andre mennesker. Mening er at få øje på, at ens studie tager én hen til det sted, hvor man gerne vil hen.

Mening er en oplevelse af en større sammenhæng. Nogle gange handler mening også om, at man bliver ved, selvom det er hårdt. 

Man opnår mening i relation med andre mennesker og i relation til at have noget vigtigt for. Så meningsfuldhed opstår ofte i bevægelser i forhold til verden og til andre mennesker.

Mod er at træffe nogle valg når det er svært og når man er bange og så gøre det man gerne vil alligevel.

Modet er så at sige spidsen, der går igennem det svære...”

Hvad er forskerens bedste råd? 

"...Vær den studiekammerat, der har sine medstuderende på sinde. Spejd efter dine medstuderendes behov og giv så omsorg til det..."

 

Skriv akademiske opgaver. Vejledningsunivers til selvstændige akademiske opgaver

Webinaroptagelser om forskellige studieteknikker og trivselstemaer

Podcasten "Studielivet". Forskellige emner om det at få et studieliv i trivsel

Studenterrådgivningens gode råd og redskaber

Podcasten "Hjernen på overarbejde".  Om at give sin hjerne optimale arbejdsbetingelser

Studypedia. AUs portal til gode studieteknikker

  • At du kender til de nogle af de almindelige vigtige indre ressourcer
  • At du har undersøgt, hvordan dine indre ressourcer kommer til udtryk hos dig
  • At du har prøvet at dele dine tanker om indre ressourcer med en god ven
  • At du har prøvet at have et andet menneske på sinde
  • At du har prøvet at undersøge hvordan det at "tage mod til sig" kan gøre en forskel for at øge sine indre ressourcer

 

Sidst opdateret: 30.10.2024