Skip to main content
Resultaterne 2012

Resultaterne af den Danske Symptom Kohorte (DaSK) 2012

Resultaterne af den Danske Symptom Kohorte 2012

I 2012 kortlagde Den Danske Symptom Kohorte symptomoplevelser og lægesøgningsadfærd i den danske befolkning. Resultaterne viste, at symptomoplevelser generelt er hyppige blandt befolkningen, og at omkring en tredjedel af de rapporterede symptomer giver anledning til kontakt til den praktiserende læge. For personer, der rapporterer at være bekymret for deres symptom og/eller at symptomet påvirker deres dagligdag, er sandsynligheden for at have kontaktet lægen større. Det samme gør sig gældende for personer, der har drøftet symptomerne med deres netværk.
Nedenfor kan du læse mere om resultaterne indenfor de forskellige delemner.

I studierne, der fokuserer på symptomer, der kan være tegn på kræft, beskrives hyppigheden af symptomer på henholdsvis tarmkræft, lungekræft og kræft i underlivet. Studierne viser, at en del af de kræftrelaterede symptomer opleves hyppigt. Det gælder for eksempel for hoste, mavesmerter og ændret afføringsmønster, mens symptomer som blod i afføringen, blødning fra underlivet efter overgangsalderen og at hoste blod op er mere sjældne. Langt fra alle kræftsymptomer medfører kontakt til lægen. Eksempelvis har blot en tredjedel drøftet oplevelse af blod i afføringen. Tre ud af fire har talt med lægen, hvis de har oplevet at hoste blod op. 

I studierne, der undersøger barrierer for at kontakte lægen med symptomer på kræft, ses at mange af de deltagere, der ikke havde været ved læge med deres symptom(er), rapporter, at de var bekymret for at fejle noget alvorligt, mens andre er bekymrede for at spilde lægens tid eller synes det vil være pinligt at tale med lægen om symptomerne. Studierne viste også, at netop de deltagere, der har oplevet symptomer, der inkluderede blod (blod i afføringen, blodigt opspyt ect.), har størst sandsynlighed for at få kræft.

I en række studier undersøges hyppige og generende symptomer, som inkontinens hos både mænd og kvinder. Disse studier viser, at mange har barrierer for at tale med sin læge om disse symptomer – også selv om symptomerne påvirker dagligdagen og giver anledning til bekymring. Denne viden er vigtig, ikke mindst for de praktiserende læger, der med fordel kan være opsøgende, da patienterne ikke nødvendigvis selv bringer det på banen.

Resultaterne fra Den Danske Symptom Kohorte er unikke og banebrydende, såvel nationalt som internationalt, og viden herfra indgår  i dag i undervisningen på både sygeplejeskoler, lægestudiet og i videre- og efteruddannelsen af det danske sundhedspersonale. Resultaterne fra studierne omhandlende kræftsymptomer var medvirkende til den omfattende revidering og optimering af de danske kræftpakker, der blev foretaget i 2018, hvor der blev sat fokus på flere kræftsymptomer og en lettere tilgængelighed af undersøgelser for den praktiserende læge.

 Du kan læse mere om resultaterne af hvert delstudie og flere detaljerede resultater fra Den Danske Symptom Kohorte i 2012 ved at klikke på nedenstående.  Linket fører dig til Syddansk Universitets hjemmeside, hvor du kan læse et kort dansk resume af artiklerne, og også finde et link til de engelsksprogede artikler.

 

Sidst opdateret: 20.10.2023