Forholdet mellem eksistens, tro og helbred – et overset, men voksende forskningsfelt

 Forholdet mellem eksistens, tro og helbred – et overset, men voksende forskningsfelt

Af Niels Christian Hvidt og Marianne Rosendal, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet

Ny forskning viser, at patienter har mange udækkede eksistentielle og åndelige behov. Som praktiserende læge, kan du gøre en forskel ved aktivt at spørge ind til psykosociale, eksistentielle og åndelige spørgsmål ved alvorlig sygdom.

Siden 2006 har der på Institut for Sundhedstjenesteforskning været forsket i forholdet mellem eksistens, tro og helbred. Forskningsprojekterne bekræfter et billede af, at vi lever i et af de mindst religiøse lande i verden. Spørger man fx danskere, om de tror på en "absolut sandhed" siger kun 10 % ja hertil; i England er tallet 40 %, i USA 70 % og i Pakistan 95 %!

Skal man tro de store værdiundersøgelser, ville det imidlertid være forkert at sætte lighedstegn mellem manglende italesættelse og praksis på den ene side og et fravær af tro på den anden. Spørger man anonymt, finder man, at kun 7 % af danskerne betegner sig som "overbeviste ateister", 21 % som "ikke-troende", mens 72 % betegner sig som "troende". Halvdelen heraf tror på en "personlig Gud", resten på "en højere magt". Danskerne kan på mange måder figurativt siges at være det folkefærd i verden med den højeste grad af "passivt" kirke-medlemskab, ligesom man kan være passivt medlem af en sportsklub. Godt 78 % af danskerne er medlemmer af Den Danske Folkekirke, men kun 2,7 % går i kirke på ugentlig basis. Så dette "medlemskab" handler om mere end kirkegang: det handler om kulturel og etnisk tilknytning, men symboliserer for mange tillige en tro på, at der er "mere mellem himmel og jord". Dette "passive medlemskab" kan aktiveres, såfremt man oplever et tab af kontrol i forbindelse med krise, især sygdom, enten hos én selv eller i den nærmeste familie, sådan som flere af resultaterne fra ovenstående dansk forskning viser.

På den måde kan man rettelig kalde dansk tro for "krisetro". Intet får tilsyneladende danskerne til at tænke mere på deres tro, end krise og sygdom. Dette bekræftes i flere undersøgelser, bl.a. en spørgeskemabaseret undersøgelse på Rigshospitalet, hvor det er tydeligt, at sygdom intensiverer trosovervejelser proportionalt med sygdommens alvor, ligesom dansk forskning tyder på, at klare eksistentielle overbevisninger har betydning for patienters livskvalitet og oplevede sygdomsforløb.

Paradoksalt viser det sig, at mange danske patienter har udækkede eksistentielle og åndelige behov. Man kan derfor argumentere for, at ikke er anderledes end i 70’erne, hvor man fik øje for, at kræftpatienter kunne have forskelligartede seksuelle problemstillinger. Fordi det seksuelle indtil da havde været et noget tabubelagt emne, måtte man blive bedre til at bryde tabuet gennem systematisk opmærksomhed på emnet.

På Forskningsenheden arbejder vi nu med implementering af disse forskningsresultater, primært gennem uddannelse og efteruddannelse vedrørende kommunikation om eksistentielle og åndelige temaer. I almen praksis kan man fx spørge: Hvordan har du det nu, hvor du er blevet syg? Hvad gør det ved dig som menneske? Og hvordan kan jeg, som læge, bedst understøtte dig som menneske, ikke bare patient med en sygdom? Forskningen viser, at det er vigtigt aktivt at spørge ind til emner som dem, vi beskriver her. Gør man ikke det, regner patienterne ikke med, det er noget, der kan berøres i almen praksis. Her anbefales det at stille åbne spørgsmål, og for Guds skyld ikke starte med at spørge: "Er du religiøs?" Så lukker patienten sig typisk som en østers. For de fleste danskere er nok troende, men ikke religiøse – som det hedder i titlen for en religionssociologisk ph.d.-afhandling fra 2008 om danske og svenske unge i Øresunds-området: "I’m a believer, but I’ll be damned if I’m religious!" (Ina Rosen).

Forskningen er del af et nyt nordisk interessefelt – se www.faith-health.org.

November 2016