Danfoss Uddannelsesfonden støtter MCI Science Show
Hvordan kan vi formidle naturvidenskaben ud til de unge i Sønderborg og dermed øge interessen for de naturvidenskabelige uddannelser og aktiviteter på Syddansk Universitet? Dette spørgsmål har 3 unge forskere fra Mads Clausen Instituttet stillet sig og har taget initiativ til at stille op med et science show.
Showet, der primært er beregnet til elever på folkeskoler og gymnasier, vil gennem visuel underholdning og eksperimenter illustrere naturvidenskabelige fænomener i dagligdagen: Hvordan laver man sit eget raket-brændstof? Hvordan fungerer en højtaler eller en radio? Hvordan ser lyd ud når man illustrerer den med flammer? Og kan magneter svæve?
De tre initiatorer Casper Kunstmann-Olsen, Per Baunegaard With Jensen og Stefan Johansen fra Nanoteknologicentret NanoSYD ved MCI står for opbygningen og udvidelsen af showet, medens selve fremførelsen vil ske af studerende fra MCI. I fællesskab skal der så arbejdes på at udvikle flere forsøg til showet.
Mads Clausen Instituttet har bidraget med et startbudget til initiativet, men for at foretage flere anskaffelser til showet har de tre ansatte søgt om støtte fra Danfoss Uddannelsesfonden, som nu har bevilget 25.000 kr. til indkøb af udstyr.
Hvis alt går som planlagt skal det første show være klar til publikum inden året slutter. Få et glimt af hvad der venter dig her...