Skip to main content
DA / EN

Ny kandidatuddannelse i fysik og teknologi i Sønderborg

Syddansk Universitet (SDU) lancerer i 2024 en ny kandidatuddannelse i fysik og teknologi i Sønderborg. Uddannelsen giver kandidater mulighed for at arbejde inden for områder som energiteknologi, nanoteknologi eller medicinsk teknologi.

Af Sune Holst, , 18-04-2023

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har netop godkendt 13 nye uddannelsesudbud, heriblandt en kandidatuddannelse i fysik og teknologi på SDU’s campus i Sønderborg med studiestart i 2024.

"Uddannelsen vil have stort fokus på materialevidenskab, som er et felt af afgørende betydning for den grønne omstilling. Udviklingen af nye, bæredygtige materialer kan spille en nøglerolle i at tackle de udfordringer, vi står over for," lyder det fra Henrik Bindslev, dekan på Det Tekniske Fakultet på SDU. 

Fysik og teknologi på SDU er en glimrende mulighed for unge, der er interesserede i at forfølge en karriere inden for ingeniørvidenskab. Kombinationen af materialevidenskab og avancerede teknologier vil give de studerende et unikt færdighedssæt, der vil være meget efterspurgt i de kommende år.

Lokal industrikæmpe jubler

Når Danfoss leverer produkter, sker det i dag med en betydeligt lavere klimabelastning end tidligere. Virksomheden har forbedret sin klimaeffektivitet i produktionen med 42 pct. siden 2007. Det vil sige, at selskabet kan fremstille de samme varer med et markant lavere CO2-aftryk, og er på den måde med til at drive den grønne omstilling fremad. I den sammenhæng er det kærkomment, at fysik og teknologi nu udbydes på SDU i Sønderborg, for nye teknologier kan være med til at sænke CO2-aftrykket yderligere.

For Danfoss er det en god nyhed, at vi i lokalområdet får mulighed for at tiltrække og uddanne eksperter i bl.a. ny materialeteknologi. Dette spiller en afgørende rolle i løsningen af de fremtidige udfordringer omkring reduktion af CO2i de produkter, som Danfoss udvikler og producerer. Der er store muligheder i at anvende nye materialer, der samlet set har mindre CO2-fodaftryk. Danfoss vil således stå stærkere i konkurrencen om at understøtte Danfoss kunders CO2-udledningsreduktioner

Troels Petersen, Senior Vice President M&A, Danfoss

Fysik og teknologi-uddannelsen giver de studerende de nødvendige kompetencer til at hjælpe virksomheder og lokalsamfund med at udvikle løsninger for fremtiden. Ved at lægge vægt på banebrydende teknologier såsom sensorteknologi, kvanteteknologi og nanofysik vil de studerende få de nødvendige færdigheder til at arbejde med komplekse problemer og udvikle innovative løsninger.
Redaktionen afsluttet: 18.04.2023