Skip to main content
DA / EN

Center for Industriel Elektronik indvier EMC-lab

Center for Industriel Elektronik (CIE) ved SDU vil være internationalt førende indenfor forskningen i feltbåret emission fra power elektronik. I bestræbelserne på er nå det mål, er der blevet etableret et EMC-lab, som bliver indviet d.27.august fra klokken 15.00-17.00 – alle er velkomne.

Virksomheder i Nordtyskland og Region Syddanmark behøver ikke længere kigge i rutevejledningen for at finde vej til Århus eller Hamborg, når de skal uføre feltbårne EMC-test. Et spritnyt EMC-lab med state-of-the-art udstyr bliver nemlig indviet på CIE, hvorfor områdets virksomheder kan nøjes med at tage et smut til Sønderborg. 

I EMC-laboratoriet vil der med et dæmpet skærmrum være muligt at udføre de mest gængse EMC-tests, men CIE har også udviklet deres egen nærfelt-scanner til diagnostisk brug og avanceret forskning. Flagskibet i EMC-Lab bliver det kompakte fulddæmpede kammer til feltbårne målinger helt op til 26 GHz. 

Derudover er kammeret udstyret med et 3D drejebord til antennemålinger, så det er muligt at måle udstrålingsdiagrammer og lave målinger i overensstemmelse med EU’s radioudstyrsdirektiv, RED, hvilke bliver mere og mere vigtigt med udviklingen indenfor IoT.

- Det nye laboratorie er et stort skridt for EMC-forskningen på CIE. Samtidig har virksomheder mulighed for at udføre tests i laboratoriet; enten ved at leje det og gøre det selv eller ved at få CIE’s specialiserede medarbejdere til at stå for det, siger lektor Morten Sørensen. 

Det nye EMC-lab bliver officielt åbnet d. 27. august med åbent hus fra 15.00 til 17.00, hvor der vil være rig mulighed for at snakke med CIE’s forskerne. Virksomheder kan se de nye faciliteter og høre om, hvordan de kan drage fordel af det nye laboratorium. 

Info

Mødested: Den nyanlagte terrasse imellem den nye CIE bygning og det oprindelige Alsion. Terrassen tilgås fra nedre parkeringsplads, rundt om den første bygning, eller fra øvre parkeringsplads, via trappen imellem den nye bygning og oprindelige Alsion. Her vil SDU være vært med en forfriskning og der er mulighed for at møde vores eksperter fra CIE.

Særlig info ifm. COVID-19: For at mindske risikoen for smitte vil gæster løbende blive inddelt i mindre grupper, som får en rundvisning til de nye faciliteter. Der vil være mundbind til rådighed på stedet.

Læs mere om arrangementet her.

Redaktionen afsluttet: 21.08.2020