Undersøgelser viser, at andelen af overvægtige unge stiger år for år. Dette har mange konsekvenser for den enkelte og for samfundet, som får større og større udgifter til behandling af livsstilssygdomme. Særligt blandt unge mænd med lavere uddannelse er der en markant stigning i overvægt, og netop denne målgruppe er svær at nå, da de f.eks. meget sjældent er i kontakt med almen praksis eller andre sundhedsprofessionelle. Der er derfor behov for udvikling af målrettede indsatser, der kan påvirke de unge til at blive mere bevidste om deres livsstil og måder at ændre og bevare et sundt liv. En vigtig forudsætning for at kunne fortage livsstilsændringer er konkrete anledninger, hvor problemer påpeges og løsninger er påkrævet. At komme til Forsvarets Dag udgør en konkret anledning for mange unge mænd. De unge bliver både vejet og målt samt præsenteret for en lang række helbredsmæssige spørgsmål. Forsvarets Dag er således en oplagt situation til at ”opfange” personer med livsstilsmæssige problemer.
I 2006 gennemførte Forsvarets Rekrutterings (FVR) i samarbejde med foreningen Ung-Nu et pilotprojekt ”Sund Rekrut”, finansieret af Sundhedsstyrelsen og Forsvarets Rekruttering. Projektledelsen blev varetaget af konsulent Adam Holst, mens Gerlev Idrætshøjskole fungerede som sparringspartner i planlægningsprocessen og stod for undervisningen på Gerlev Idrætshøjskole.
Målet for det gennemførte pilotprojektet var at få unge mænd, som blev erklæret begrænset egnede pga. overvægt, til at ændre livsstil over en periode på seks måneder. På den måde skulle det blive muligt for dem at få opfyldt deres drøm om en militær karriere.
Evalueringen at pilotprojektet viste, at forløbet have hjulpet deltagerne med at ændre livsstil og var vellykket på alle vigtige parametre. Evalueringen pegede endvidere på, at flere mødegange med stor sandsynlighed vil give endnu bedre resultater og på andre områder være fordelagtig.
Selvom evalueringen af det indledende pilotprojekt viste positive resultater er der behov for en videnskabelig analyse for at dokumentere en eventuel effekt af ”Sund Rekrut”, da det har vist sig vanskeligt for deltagere at opretholde det fysiske aktivitetsniveau efter at have været en del af en intervention, er udfordringen ved at benytte fysisk aktivitet i behandlende og forebyggende øjemed derfor ikke kun at hæve deltagernes midlertidige aktivitetsniveau men i højere grad at udvikle værktøjer og metoder, så deltagerne efter interventionen fortsat er fysisk aktive og forbedringerne derved bevares.
Formål med evaluering af Sund Rekrut
Formålet med den overordnede evaluering er todelt.
- For det første skal evalueringen give valide svar på, om succeskriterierne opnås. Det vil sige om den anvendte metode får målgruppen til at ændre livsstil og dermed tabe sig og komme i bedre form.
- For det andet skal evalueringen belyse, hvilke sider af det forløb, som deltagerne i projektet følger, der har en positiv eller negativ indvirkning på ændringerne i deltagernes livsstil, og hvordan dette hænger sammen med psykiske, sociale og livsstilsmæssige aspekter ved personernes liv.
- Evalueringen vil således kunne vise, om tilsvarende forløb i tilknytning til konkrete anledninger, der har betydning for den unges liv, kan anvendes for at få unge overvægtige mænd til at ændre livsstil.
Projektets varighed: 2008-2011
Finansieres af: Foreningen Ung-Nu og Tryg Fonden
Forsker på projektet: Thomas Bredahl
Publikation:
Bredahl TG. Slutevaluering af projektet "Sund Rekrut". Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2013.
Movements, 2013:10 (pdf)