Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund skal i 2020-2023 evaluere projektet ’Trille & Tumle – børn i bevægelse 2019 – 2023’ i Høje-Taastrup Kommune.
Projektet ’Trille & Tumle – børn i bevægelse 2019 – 2023’ har til formål a) at højne andelen af motorisk sikre børn, som begynder i børnehaven; b) at inspirere og understøtte forældre med små børn til mere leg og motorisk udvikling af og med deres børn; samt c) at inspirere og kompetenceudvikle personale i sundhedsplejen, dagplejen og vuggestuer ift. at løfte arbejdet med motorisk udvikling af småbørn i 0 – 3-års alderen.
Størstedelen af projektets aktiviteter og indsatser retter sig mod de voksne, som er omkring børnene i deres hverdag – forældre, sundhedsplejersker, dagplejere og pædagogisk personale i vuggestuerne – men projektet har selvsagt som mål at en større andel af de 0 – 3-årige i kommunen har en velfungerende motorik.
Evalueringens formål
At bidrage til en forståelse af, om formålet med projektet opnås, og hvordan projektets leverancer og indsatser opfylder formålet med projektet.
Evalueringen af projektet har til hensigt at kunne belyse følgende:
1. En vurdering af om og hvordan børnene har udviklet sig henover projektperioden: Er der flere motorisk sikre børn, som starter i børnehave?
2. En vurdering af hvordan indsatserne målrettet forældre og fagpersonale modtages. Herunder hvilken betydning indsatserne har haft for målgruppernes adfærdsændring.
3. Udarbejdelsen af en model for, hvilke indsatser der skaber positive resultater, så Høje-Taastrup Kommune i fremtiden kan udvikle indsatserne, og andre kommuner kan lade sig inspirere deraf
For at kunne svare på disse spørgsmål er der til gennemførelsen af evalueringen valgt følgende metoder:
- To spørgeskemaundersøgelser af forældres og fagpersonales kompetencer og adfærd i forhold til 0-3-åriges motoriske udvikling.
- Igennem hele forløbet interviewes udvalgte forældre og fagpersonale om deres vurdering af a) udbyttet af de forskellige indsatser, b) om og hvordan det har ændret på deres adfærd i forhold til børnenes motoriske udvikling og c) deres vurdering af, hvad det har betydet for børnene, de har ansvaret for.
- Et spørgeskema, der afdækker hvilke af de planlagte aktiviteter, der gennemføres, omfanget af disse aktiviteter samt en vurdering af, hvordan de har fungeret, og hvilken indflydelse de har haft på adfærden (såvel personalets, forældres som børns adfærd). Spørgeskemaet stiles til alle kommunens institutioner, dagplejere, sundhedsplejersker mv., som står for de forskellige indsatser.
- Derudover foretages der en analyse af de foreliggende data om 0 – 1-årige børns sundhedsprofil, som Statens Institut for Folkesundhed indsamler, der sammen med svarene fra spørgeskemaundersøgelserne og interviewene er grundlaget for en vurdering af, hvilken effekt indsatserne har haft for børnenes motorik.
Projektets varighed: 2020-2023
Finansiering: Høje-Taastrup Kommune
Forskere på projektet: Marlene Rosager Lund Pedersen og Bjarne Ibsen