Skip to main content
CISC - Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund

Bæredygtigt flerbrug af naturen

En kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af rekreative oplevelser og konflikter i naturen (i samarbejde med Silkeborg Kommune)

Danskerne er mere og mere i naturen. Rekordmange går, løber, cykler, overnatter og meget andet i naturen i disse år. Denne tendens i danskernes rekreative friluftsliv har positiv indflydelse på bl.a. folkesundheden og borgernes almindelige trivsel. Men i de seneste år er der kommet flere eksempler på, at den øgede aktivitet kan føre til interessekonflikter og forringede oplevelser i den relativt begrænsede natur, vi har i Danmark.

Debatter på sociale medier, samt artikler og læserbreve i aviser mm. tegner konturerne af en række modstridende interesser, der fører til forringede oplevelser og tilmed til gener og konflikter. Udfordringerne har udgangspunkt i forskellige forestillinger om, hvordan naturen skal forvaltes, planlægges, forstås, opleves og bruges, samt om hvordan hensynet til forskellige interesser og hensyn kan varetages på en afbalanceret måde. Udfordringerne synes at eksistere på forskellige niveauer: Dels mellem brugere, hvor forskellige former for rekreativ brug af naturen kan give anledning til gener. Udfordringerne kan opstå gennem direkte møder mellem brugere og indirekte gennem de aftryk og spor som forskellige former for brug giver anledning til. Desuden ses udfordringer, der er resultatet af modsatrettede værdier og logikker, hvor hensynet til fx folkesundhed og rekreative udfoldelsesmuligheder for borgere tørner sammen med naturbeskyttelseshensyn og sikring af biodiversitet.

Forvaltningen af vores fælles natur skal være baseret på et solidt vidensgrundlag – bl.a. om sammenhænge mellem forskellige brugeres rekreative adfærd, præferencer og oplevelser på den ene side, og sammenstød, gener og konflikter på den anden. På den baggrund har projektet `Bæredygtigt flerbrug af naturen´ til formål at øge forståelse af brugernes rekreative oplevelser og adfærd i naturen, samt af deres præferencer, ønsker og behov i forbindelse med rekreative aktiviteter i naturen. En del af formålet er, at få mere viden om de situationer, som giver anledning til forringede oplevelser, gener og konflikter med henblik på, at kunne håndtere disse udfordringer effektivt. Således er en central del af projektet at udvikle, afprøve og evaluere effektive forvaltningsstrategier, der bidrager til at skabe de bedst mulige betingelser for rekreativ brug af naturen.

Projektet er planlagt til at bestå af tre dele, der på hver deres måder bidrager til at indfri formålet (se figur 1). I del 1 kortlægges brugernes rekreative oplevelser og adfærd i naturen, samt af deres præferencer, ønsker og behov i forbindelse med rekreative aktiviteter i naturen. På baggrund af studierne i del 1 udvikles – i tæt samspil med borgere og myndigheder – et antal indsatser, hvor forskellige forvaltningsmodeller for rekreativ flerbrug af naturen afprøves. I del 3 evalueres indsatserne, og resultaterne herfra formidles til en bredere kreds af relevante interessenter, fx kommunale, statslige og civile aktører. Del 1 af projektet er igangsat. Del 2 og 3 forventes igangsat i forlængelse af del 1.

Figur 1

 Figur 1. Oversigt over studiets tre faser

Forskningsprojektet foregår i et samarbejde mellem Silkeborg Kommune og Syddansk Universitet.

 
Projektets varighed
: 1.12.2021 - 31.10.2023
Finansiering: Projektet er støttet af Silkeborg Kommune
Forskere på projektet: Jan Arvidsen (AL), Evald Bundgaard Iversen (CISC), Rasmus Vestergaard Andersen (AL) & Mathilde Skov Kristensen (CISC)
Kontaktperson: Jan Arvidsen, mail: jarvidsen@health.sdu.dk, mobil: 22442018


Kort fortalt

Fysiske og sociale rammer for borgernes foretrukne friluftsaktiviteter i Silkeborg Kommune. Resultater fra en spørgeskemaundersøgelse i BeKind-projektet

Læs rapporten (pdf)

Sidst opdateret: 19.01.2024