Skip to main content
DA / EN

Marine økosystemer

Vi forsker i økosystemers funktion i kystlaguner, fjorde og estuarier. Undersøgelserne fokuserer typisk på havgræsenge, saltmarske, mangroveskove, sandstrande, såvel som sandede og mudrede tidevandsområder. Vi udfører målinger til bestemmelse af sediment biogeokemi, omsætning af C, N og P, drivhusgasemission og kulstofbudgetter i ovennævnte marine økosystemer. Effekterne af fysisk stress og sedimentresuspension i kystnære områder bestemmes ved feltobservationer, laboratorieeksperimenter og økologiske modeller. Vi anvender biodiversitetsvurderinger af bentisk flora og fauna til at følge miljøforholdene og den økologiske tilstand af marine økosystemer efter forstyrrelser eller genetableringstiltag. Vi undersøger desuden fødenet og betydningen af bentiske strukturer som rødder, rhizomer, bunddyrs gange for næringsstofomsætningen og kulstotilbageholdelsen. I vore forskning kombinerer vi mange metoder inden for eksperimentel økologi. Det drejer sig om veldesignede laboratorieeksperimenter og in situ målinger ved brug af sensorer, sporstoffer, stabile isotoper, droner og økologiske modeller. 

Igangværende projekter:

  • Gyldensten Strand - stort projekt på Nordfyn med restaurering af kystlagune og sø
  • Sund Vejle Fjord - genoprette god økologisk tilstand i Vejle Fjord
  • Interreg CONTRA - Tang fra Østersøen konverteret fra gene til ressource og aktiv. Miljøvurdering af strandtang i Nyborg og Køge.
  • Nordsalt - Naturbaseret løsninger til kystbeskyttelse og kulstoffangst

Sidst opdateret: 09.04.2024