Skip to main content
FLASH

Fedtlever-studiet

I Fedtlever-studiet undersøger vi i hvor vid udstrækning fedtleversygdom forekommer hos personer med svær overvægt (Body mass index =/> 35 kg/m2) og vi følger deltagerne igennem 8 år – nogle vil gennemgå fedmeoperation.

Af Charlotte Wernberg, , 14-12-2020

Danskere er blevet tykkere. Det er blevet helt normalt at veje lidt for meget. Nogle af os bliver meget syge af overvægt, mens andre kan være meget overvægtige uden at være syge af det. Vi ved ikke ret meget om, hvorfor det er sådan. Der er stor offentlig og faglig bevidsthed om at hjertesygdom, slidgigt og sukkersyge er alvorlige følger til overvægt, men at leveren også rammes, når man er overvægtig, har der ikke været fokuseret ret meget på. Det gør dette projekt. 

Fedtleversygdom starter som simpel fedtophobning i leveren. Det har stort set alle svært overvægtige og cirka ¼ af alle danskere. Fedtophobningen forårsager, hos nogle, fedtleverbetændelse og arvævsdannelse i leveren, hos endnu færre skrumpelever og måske leverkræft. Grundet det store antal over-vægtige i verden, spås det, at leversygdom som følge af fedme vil blive den hyppigste årsag til leversyg-dom og levertransplantation i løbet af 2020’erne. 

Kan man behandle fedtleversygdom?
Behandlingen af alle de sygdomme, der forårsages af fedme, er kort fortalt vægttab.  Men det er ikke nemt at tabe sig og slet ikke når man er svært overvægtig. Personer, med svær overvægt og med visse følgesygdomme som ikke kan tabe sig ved egen eller medicinsk hjælp, kan tilbydes fedmeoperation. I Region Syddanmark laves den type operationer kun på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg og derfor har dette projekt sin base her. 

Hos patienter, der bliver fedmeopereret findes fedtleverbetændelse hos cirka 25 % på operationstids-punktet. Men er det en god idé at tilbyde patienter med fedtleverbetændelse fedmeoperation? Den viden skal vi have skaffet os, så vi kan tilbyde den bedste behandling til vores patienter. 

Studiets formål

  • At undersøge hvordan forskellige sværhedsgrader af fedtleversygdom hos patienter med svær overvægt påvirker overlevelse, indlæggelsesmønster og risiko for død, samt risiko for at tage på i vægt efter fedmeoperation.  
  • At påvise og følge ændringer i fedt- og levervæv på celleniveau hos personer med svær over-vægt, der gennemgår en fedmeoperation og hos dem der ikke gør, med brug af avanceret teknologi (bland andet singel cell RNA sekvensering) i samarbejde med forskere i  ATLAS projektet.
  • At undersøge og følge ændringer i kropssammensætning, hjernefunktion, og mentalt helbred hos personer med svær overvægt, der gennemgår en fedmeoperation. 

Studiets opbygning 
I studiet følger vi to grupper. I den ene gruppe gennemgår deltagerne, efter eget ønske, fedmeoperation, mens den anden gruppe ikke bliver fedmeopereret. Begge grupper bliver grundigt undersøgt for fedtleversygdom, og vi følger dem alle igennem 8 år, og undersøger dem ved flere lejligheder med de nyeste metoder til vurdering af leveren, kropssammensætning og hjernefunktion. Vi beder også om blodprøver, urin-, spyt, og afføringsprøver. Og endeligt gør vi også brug af spørgeskemaundersøgelser om bl.a. mentalt helbred.

Interesseret i at deltage

Hvis du er interesseret i at deltage i studiet, kan du tilmelde dig på følgende LINK

"Prognostic significance of Fatty Liver disease in Bariatric patients (PROMETHEUS)"

Videnskabsetisk ID-nummer: 17/42839
Datatilsynets ID-nummer: 18/3931
Startdato for studiet: Den første deltager kom med i studiet i juni 2018

Studiet har modtaget støtte af:

  • Grundforskningsfonden (ATLAS - Center for Functional Genomics  and Tissue Plasticity) 
  • Region Syddanmark (postdoc midler, PhD midler, Driftspulje)
  • Syddansk Universitets PhD pulje
  • Karola Jørgensens Mindesfond (Sydvestjysk Sygehus)
  • Esbjergfonden
  • Lida & Oscar Nielsens Fond 
 
Studiet er stadig i gang. Vi vil dele resultaterne så snart de er udgivet i et videnskabeligt tidsskrift.
  • Department of Biochemistry and Molecular Biology, Syddansk Universitet, Odense. Prof. Susanne Mandrup, Lektor Kim Ravnskjær og Lektor Lars Grøntveds grupper (ATLAS): Undersøger lever- og fedtvæv molekylærbiologisk på enkelt celle niveau, og studerer de ændringer, der sker på celleniveau ved vægttab.
  • Department of Biochemistry and Molecular Biology, Syddansk Universitet, Odense. 
    Prof. Blagoy Blagoev gruppe (ATLAS): undersøger de proteiner der udtrykkes i lever- og fedtvæv, blandt andet med masse spektrometri, for at opdage signaler og ændringer på proteom niveau.
  • Institut for Molekylær Medicin, Syddansk Universitet, Odense. Professor Søren K. Moestrup gruppe (ATLAS): Undersøger lever, fedt og blod molekylært med særligt interesse i inflammation og forskellige markører for dette, f.eks. makrofager. 
  • Department of Biochemistry and Molecular Biology, Syddansk Universitet, Odense. Denne gruppe arbejder med at integrer alle data fra singel-cell transcriptomics, proteomics og klinisk data med avancerede statistiske teknikker og machine learning. 
  • Novo Nordisk Center for Basic Metabolic Research (CBMR), Københavns Universitet.  Planlagt at undersøge mikrobiom (generne hos de mikrober, der findes i vores krop) enten fra afføring, spyt eller blod. og evt. genomsekvenser.
  • Tromboseenheden, Biokemisk Afsnit i Klinisk Diagnostisk Afdeling, Sydvestjysk sygehus. Undersøger blodet og levervævet for forskellige typer af proteiner (fibrinogen) og ændringer, før og efter fedmeoperation. 
  • Biokemisk Afsnit i Klinisk Diagnostisk Afdeling, Sydvestjysk sygehus. Analyserer (og kan sende videre blod til andre sygehuse efter gældende Regionale aftaler) og giver svar på standardanalyser, dvs. prøver, som normalt kan bestilles på sygehusene. For eksempel: levertal, screening for smitsom leverbetændelse, og blodsukker analyser.
 

 

Studieansvarlig læge Mette Munk Lauridsen

For mere information ring på 7918 4568 eller skriv mail.

Mail

Redaktionen afsluttet: 14.12.2020