Charlotte Wernberg har forsvaret sin afhandling
Fredag d. 21.04.23 Charlotte Wilhelmina Wernberg forsvarede sin Ph.d.-afhandling inden for leversygdommen ikke-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD)
Vi er superstolte og glade for at Charlotte Wilhelmina Wernberg fredag d. 21.04.23 forsvarede sin Ph.d.-afhandling inden for leversygdommen ikke-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD). Titlen på hendes afhandling er: ”Non-invasive and clinical aspects of individuals at risk for steatotic liver disease”.
Charlotte har med sin Ph.d.-afhandling søgt at finde svar på om en markør i blodet kan diagnosticere den progressive form af NAFLD, fedtleverbetændelse. Det vil kunne spare patienter for at få udtaget en vævsprøve fra leveren. NAFLD udgør en massiv byrde for vores sundhedsvæsen da 1 ud af 3 har verdensplan har tilstanden, og siden vi i dag kun kan diagnosticere den ved en levervævsprøve, er det i høj grad vigtigt at finde andre metoder til gavn for patienterne.
Hun har sammen med forskere fra grundforskningscenteret ATLAS ved Syddansk Universitet udarbejdet en artikel der er blevet udgivet i det anerkendte tidsskrift Hepatology. I den artikel har forskere fundet at markøren kaldet TREM2, er en lovende biomarkør til at diagnosticere fedtleverbetændelse i blodet. I et opfølgende arbejde med flere samarbejdspartners, der endnu ikke er publiceret, vist at flere specifikke biomarkører har potentiale til at afspejle en biologisk ændring i leveren (et mål for om en behandling virker), herunder TREM2 og PRO-C3. Hun har desuden vist at hjernepåvirkning ser ud til at være relativt hyppig i personer med svær overvægt, hvorfor og hvordan det hænger sammen, skal yderligere studier undersøge nærmere.
Prof. Steffen Husby var formand for bedømmelseskomiteen, med professor i fedtleversygdom Maru Rinella fra University of Chicago, og professor Filip Knop fra Gentofte Hospital som opponenter.
Den fulde artiklen udgivet i Hepatology kan læses her:
http://doi.org/10.1002/hep.32620
Vi glæder os til at arbejde sammen med Charlotte i mange år fremover.
Følgende forskningsgrupper og samarbejdspartners har været involveret i projektet:
- Eliteforskningscentret FLASH ved Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet
- Leverforskningsgruppen ved Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital
- Institut for Molekylær Medicin ved Syddansk Universitet, ATLAS
- Institut for Biokemi og Molekylær Biologi ved Syddansk Universitet, ATLAS
- Nordic Bioscience, Fibrosis, Hepatic and Pulmonary Research, Herlev