Under Corona pandemien har vi været vidner til et forbrug, som udtrykker en længsel efter de gode gamle dage, før verden gik af lave: Nostalgiske playlister har domineret streamingplatformene, og Tv-seerne har svælget i genudsendelser af mindeværdige fodboldkampe, tennisfinaler og (for)historiske serier. Gammelmodige hobbies som strikning og hækling dyrkes med ildhu og omhu sammen med noget, der nærmest er en besættelse af at bage sit eget brød – det hele akkompagneret af fællessang fra højskolesangbogen på social distance. Den nostalgi, der har præget vores forbrug de sidste måneder, er på mange måder hyggelig og hjertevarm, men også et typisk symptom på usikkerhed og angst i en krisetid: Det virker beroligende at gå tilbage til fortiden, da den altid er mere tryg end nutiden for slet ikke at tale om fremtiden – fortiden er (mere eller mindre) vel overstået og trues ikke af uforudsigelige ulykker.
Men ikke engang nostalgi er, hvad det har været!
Forbrug er i dag en central menneskelig praksis i vores samfund og økonomi - på godt og ondt. Det har fremkaldt en alvorlig klimakrise, men det er også ganske effektivt til at løse andre kriser, fx økonomiske. Det ene øjeblik er vores forbrug løsningen på en samfundsmæssig udfordring – det næste er vores forbrug problemet. Under pandemien blev nogle former for forbrug lukket ned af hensyn til befolkningens sikkerhed og også klimakrisen forlanger, at vi skærer ned eller udvikler et andet forbrug. Når forbrug bliver et værktøj til krisehåndtering, så vender både forbrugere og brands sig typisk mod fortiden som en inspirationskilde til at nytænke nutiden og fremtiden. Det nostalgiske forbrug handler derfor ikke kun om fortiden – det handler i den grad også om den tid, vi lever i, og den fremtid, vi håber på.
Kronik Erhverv+, 16.9. 2020
Læs hele kronikken her.