Minksagen er en del af det større drama, som landbruget i sin helhed befinder sig i, i dag – og den kan tjene som eksempel på, hvor farligt det er at lægge sig ud med forbrugerkulturen. Hele sektorens historiske legitimitet i Danmark er i stigende grad under pres som følge af den klimadiskussion, der udfolder sig. Klimaspørgsmålet problematiserer vores forbrugs- og produktionsformer, og landbruget gør sig bemærket som en af de helt store udledere af drivhusgasser (primært metan). Som forbrugere er vi os pinligt bevidste om, at vi praktiserer en problematisk forbrugerkultur, men netop fordi forbruget også er blevet et symbolsprog, kan vi heller ikke bare ”holde op” – vi vil fortsætte med at forbruge, men mange søger mod en anden mere miljørigtig måde.
Derfor står landbruget overfor en forbrugerkultur, der er ligeglad med den historisk baserede legitimitet, det samfundsøkonomiske bidrag og andelsbevægelsens unikke betydning, der knytter sig til erhvervet. Forbrugerne vil se troværdige og proaktive handlinger, der peger ind i fremtiden. Landbruget har derfor brug for en ny grundfortælling om, hvordan erhvervet er en del af løsningen på klimaproblematikkerne. Men i stedet for visioner synes tilgangen fanget i udelukkende at se begrænsning af landbrugets ansvar som løsningen, fx ved reduktion i udledning af metangas og brug af sprøjtemidler. Men hvorfor ikke også være med til at reducere klimabelastningen proaktivt? Fx ved produktudvikling, som kan bidrage til at mindske forbruget af kød! Eller mobilisere sine verdensklassekompetencer til at fremme andre innovative produktionsformer, fx urban eller vertical farming!
Samme type nærgående spørgsmål stiller forbrugerkulturen i dag til forurening som følge af kvælstofudledninger til vandmiljøet, og til biodiversiteten både i Danmark og i de lande, hvor dansk landbrug henter en del af foderet til produktionsdyrene. Landbrugssektorer kunne mere aktivt og visionært placere sig på linje med forbrugerkulturens kritiske perspektiv og tilgang.
Bjergene af døde mink kan således tjene som et memento mori på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke tager forbrugerkulturen alvorligt.
Landbruget er på mange andre områder allerede godt i gang med en omlægning, der burde kunne bidrage til at opbygge ny legitimitet. Vedvarende energi ”dyrkes” i stort omfang i form af vindmølleparker og solcelleanlæg. Men det er heller ikke nemt: for selvom vedvarende energi er et naturligt ”råstof” til en positiv, fremtidsrettet fortælling, som dagens forbrugerkultur burde elske – bliver landbruget alligevel ofte ramt af NIMBY effekten (Not In My Back Yard), fordi folk ikke vil være naboer til disse energianlæg, som efterhånden også er meget store. Paradoksalt nok lidt af samme udfordring, som opstod omkring de – ofte også meget store – minkfarme. Landbruget er uden tvivl selv meget bevidst om, hvor vigtigt det er for sektoren at få opbygget en grøn profil, og kæmper indædt, hvor det kan spotte en vej gennem krattet. Det fremgår bl.a. af en helt aktuel og ret heftig diskussion mellem Biogasselskaberne og landbrugsorganisationerne om, hvem af dem reduktionerne i drivhusgas skal tilfalde. Spørgsmålet er, om det er for traditionelt til at genskabe legitimiteten hos de kritiske forbrugere, der driver fremtidens forbrugerkultur?
Kronik Erhverv+ 4.4. 2021
Læs hele kronikken her.