Standardisering er på rigtig mange måder både godt og trygt – også når det gælder CSR. Men det forhindrer individuelt særpræg, og gør det svært for virksomheden at skille sig ud.
Ensartede standarder er primært et fænomen, som vi kender fra produktionssektoren. Her er vi normalt ret glade for dem, fordi de stiller nogle krav til produkternes funktion, sikkerhed og kvalitet, som der skal leves op til – på den måde giver de forbrugeren en sikkerhed for, at produktet overholder nogle bestemte normer. De er med andre ord en slags kvalitetsstempler, som er tryghedsskabende og gør det nemt at træffe valg i et uoverskueligt udbud af produkter.
Som noget relativt nyt ser vi i disse år også, at der bliver udviklet standarder indenfor ledelse. Nye ledelsesformer og -initiativer skaber trends, der bliver til mere eller mindre standardiserede modeller, som virksomheder tager til sig, fordi de har vist sig succesfulde i andre organisationer. Derfor oplever vi i stigende grad bølger af specifikke ledelsestrends, som bliver populære på tværs af brancher, fagområder, kulturer, etc. Det sker ikke uden grund, for når man implementerer en standard, kan man altid være nogenlunde sikker på at overholde en overenskomst – uanset om den er juridisk, branchemæssig eller social – og dermed også rimeligt forvisset om, at man gør ’det rigtige’.
HR-Chefen 2/2020
Læs hele artiklen her.