Droner er meget hypede lige nu, der er nærmest ingen grænser for, hvad de kan udrette for menneskeheden - og så kan det være nødvendigt at kravle lidt ned fra visionernes drømmeverden og se nærmere på, hvilke udfordringer de stiller til ledelse.
I grove træk findes der to typer af civildroner, som vil få professionel anvendelse i Danmark (og resten af verden): Logistikdroner, som kan transportere ting - og sensordroner, som kan indsamle data. Der ser ud til at være stor forskel på, hvordan de vil påvirke vilkårene for beslutningstagning.
Et supplement til transportsektoren
Indenfor logistik kan droner anvendes til transport af alt fra små pakker til grupper på 4-6 passagerer over strækninger fra et par hundrede meter til et par hundrede kilometer. Der er allerede udviklet mange scenarier for, hvordan droner kan anvendes i stor skala til pizzaudbringning eller drone taxier, der kan forbinde bymidten med lufthavne for travle rejsende. Kommerciel anvendelse i større stil vil dog både kræve ny lovgivning og store fremskridt indenfor sikkerhed, støjforurening og driftssikkerhed. Så i den nære fremtid vil logistikdronerne sandsynligvis primært transportere livsvigtig medicin og flyve til vanskeligt tilgængelige steder. Og i stedet for at zig-zagge frit mellem byer og landsbyer vil de sandsynligvis blive tildelt deres egne trafikkorridorer og særlige landingspladser.
Det ser således ud til, at dronerne ikke kommer til at ’disrupte’ logistiksektoren i særlig grad, men snarere vil udgøre et supplement, som bidrager til den stadigt stigende effektivitet og sammenkobling af forskellige former for transport. Og præcis ligesom selvkørende trucks og andre fuldautomatiske logistiske faciliteter, vil dronetransport også bidrage til at ændre mange forholdsvis lavtuddannede jobs til færre jobs, der kræver højere uddannelse fx som systemoperatør o.lign.
Droner skubber til udviklingen
Den anden - og sandsynligvis vigtigere civile anvendelse - er sensordroner. Især de såkaldte Quadcopters, der kan udstyres med en lang række sensorer som foto, video, infrarøde kameraer, laserscannere, jordscannere eller partikelsensorer. De kan hurtigt og billigt inspicere store områder og tilgå steder, som ellers er svære at komme til, fx tage, høje bygninger eller ulykkesramte områder.
Fra inspektion af rørledninger til måling af størrelsen på kulbunker eller tjek af vandkvalitet bliver droner i stigende grad en del af værktøjskassen for en lang række af de specialister, som skal inspicere områder og vedligeholde, sikre, planlægge eller bygge infrastruktur. Sensordroner vil mest blive brugt sammen med allerede eksisterende high-tech værktøjer som eksempelvis GIS (Geo Information Systems), trafiksystemer og lignende datadrevne teknologier.
HR-Chefen 3/2020
Læs hele artiklen her.