Skip to main content
MERE
The MERE Research Group

Dansk forskning på verdenskortet: SDU i selskab med Ivy League universiteter i prestigefyldt netværk

Med et medlemskab af det prestigefyldte netværk Willis Research Network er Syddansk Universitet havnet i en fornem klub, der blandt andet huser amerikanske Ivy League Universiteter. Medlemskabet er kommet i stand på baggrund af hårdt arbejde fra Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi, men tildeles hele SDU.

Af Camilla Wissing Mortensen, , 06-04-2021

Columbia University. Princeton University. Wharton University of Pennsylvania. Det er ikke nogen lille klub, Syddansk Universitet er blevet en del af, efter at SDU er blevet tildelt et medlemskab i det internationale og prisvindende Willis Research Network, der søger at bygge bro mellem verdens forskning og risikobranchen.

Medlemskabet er kommet i stand på baggrund af hårdt arbejde fra professor Brooks Kaiser og ph.d.-studerende Simon Sølvsten fra Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi ved SDU Esbjerg, men tildeles hele Syddansk Universitet, der får en unik mulighed for at sætte dansk forskning i risikorelaterede emner på verdenskortet.

Profilering af dansk forskning

Willis Research Network består af mere end 50 organisationer over hele kloden inden for videnskab, akademia, tænketanke og den private sektor, som danner innovative partnerskaber for at undersøge det fulde spektrum af verdens risikoudfordringer.

Syddansk Universitet og Willis Research Network har allerede indgået i et samarbejde med fokus på forskning i risikostyring, da parterne tilbage i januar afholdt en klimakonference med over 250 deltagere, hvor førende eksperter blandt andet belyste de risici, som klimaet skaber på ejendomsområdet og effekten af at forebygge skader.

Medlemskabet af netværket giver alle SDU’s forskere adgang til konferencer og mulighed for at promovere deres forskning i netværk med markante, internationale profiler inden for forsikring, økonomi og risikostyring. Det er således med til at sætte dansk forskning på verdenskortet.

Om Willis Research Network

  • Willis Research Network (WRN) er et internationalt og prisvindende samarbejde mellem den akademiske verden og risikobranchen. Netværkets mission er at forbedre forståelsen af risiko gennem forskning.
  • WRN er oprettet ud fra tanken om, at forståelse for risiko og modstandsdygtighed bedst opnås ved at arbejde i partnerskaber og omfavne menneskers færdigheder over hele kloden. Derfor er WRN et netværk af mere end 50 organisationer fra hele verden inden for videnskab, akademia, tænketanke og den private sektor, som danner innovative partnerskaber for at konfrontere det fulde spektrum af risikoudfordringer.
  •  Netværket har eksisteret i femten år og medlemmerne inkluderer prominente universiteter og institutioner som Columbia University, Princeton University, University of Cambridge og NASA.
  •  Læs mere om WillisResearch Network via dette link. 
Redaktionen afsluttet: 06.04.2021