Skip to main content
MOB
Cybersikkerhed

Forskere vil undersøge, hvordan chatbots kan gøre os mere sikre online

Cyberangreb på borgere er blevet mere almindelige i Danmark. I et nyt projekt har SDU med støtte fra TrygFonden som mål at forbedre danskernes digitale sikkerhed i hverdagen.

Af Camilla Wissing Mortensen, , 25-09-2023

Cyberangreb bliver stadig mere almindelige, også i Danmark, og de digitale trusler er ikke kun rettet mod virksomheder. Som privatpersoner risikerer vi også at blive udsat for angreb, når vi bevæger os rundt på internettet.

Sandsynligheden for, at vi bliver ofre for et cyberangreb, forstærkes både af lave sikkerhedsniveauer og vores dårlige digitale adfærd. Det forklarer Stefanie Sohn, der er adjunkt ved Institut for Erhverv og Bæredygtighed og står i spidsen for et nyt projekt, der skal gøre danskerne mere digitalt sikre i dagligdagen.

- Vores individuelle adfærd gør en kæmpe forskel i forhold til at forhindre cyberangreb, ikke kun på arbejdspladsen, men også privat. Derfor er det vigtigt, at vi også indtænker et bredere publikum, når vi udvikler værktøjer til at uddanne i digital adfærd.

Chatbot skal informere om sikkerhed

I projektet, der er støttet af TrygFonden med ca. 3 millioner kroner, skal forskerne undersøge, hvordan man kan bruge chatbots til at få danskerne til at bevæge sig mere sikkert rundt på digitale platforme.

Hvad er en chatbot?

En chatbot er et softwareværktøj, der gennem programmerede procedurer eller algoritmer muliggør en tekstbaseret interaktion mellem mennesker og et teknisk system. Mange kender chatbots som servicerobotter, der er integreret på hjemmesidesider for at svare på spørgsmål i stedet for en menneskelig servicemedarbejder.

Det vil forskerne blandt andet gøre ved at udvikle en speciel ’digital sikkerheds-chatbot’, der giver brugerne information om god online sikkerhedsadfærd, f.eks. ved at opfordre os til at vælge stærkere adgangskoder eller huske at logge ud.

- Vores grundlæggende fokus er empirisk at teste en ny strategi for at få folk til at bevæge sig mere sikkert på internettet. Vi undersøger, hvordan interaktion med en digital assistent, altså en chatbot, der proaktivt giver information om digital sikkerhed, kan få folk til at opføre sig mere sikkert og træffe mere sikre valg, siger Stefanie Sohn.

Forstå den menneskelige adfærd

Projektet er et samarbejde mellem forskere fra samfundsvidenskab og datalogi. Første trin er ifølge Stefanie Sohn at forstå den menneskelige adfærd bag digital sikkerhed og mere specifikt, hvad der får folk til at interagere med digitale sikkerheds-chatbots.

Det er vigtigt, at vi forstår, hvad der får folk til at interagere med disse chatbots, så vi kan designe chatbotten derefter. Det er helt essentielt, for det er hele præmissen, at brugeren vil interagere og ikke ignorere chatbottens råd og advarsler

Stefanie Sohn, adjunkt

- Det er vigtigt, at vi forstår, hvad der får folk til at interagere med disse chatbots, så vi kan designe chatbotten derefter. Det er helt essentielt, for det er hele præmissen, at brugeren vil interagere og ikke ignorere chatbottens råd og advarsler.

- I det næste trin udvikler vi så en prototype af chatbotten, hvor vi tester chatbottens effekt på en række testpersoner, og om chatbotten har evnen til at ændre enkeltpersoners digitale sikkerhedsadfærd, både mens de bruger den og efterfølgende, siger hun.

Vil også beskytte virksomheder

Ideelt vil chatbotten i fremtiden blive indlejret i brugerens browser, hvor den dukker op på skærmen med oplysninger om sikker online adfærd og potentielle trusler. Hvordan chatbotten specifikt kommer til at fungere, afhænger af erfaringerne fra projektet, understreger Stefanie Sohn.

Hun håber dog, at interaktion med en chatbot viser sig at have en positiv effekt på vores digitale sikkerhedsadfærd. For mens der ofte er fokus på digital sikkerhed blandt medarbejdere, mangler der viden om, hvordan vi som borgere bliver opmuntret til at bevæge os mere sikkert på internettet uden for arbejdssammenhænge.

- Den grundlæggende præmis i vores projekt er, at det er den enkelte, der træffer beslutningerne, når de færdes digitalt. Selv når du er ansat et sted, er du stadig et individ. Derfor kan det også være med til at beskytte virksomheder i fremtiden, når folk bliver mere bevidste om digitale trusler og de sikkerhedsforanstaltninger, de kan tage, afslutter Stefanie Sohn.

Mere om projektet

Projektet ”Digital Security Behavior” har som mål at forbedre den digitale og online sikkerhed, dvs. beskyttelse af internetforbundne enheder såsom computere og smartphones mod uønsket indtrængen, ved at fremme borgernes engagement i digital sikkerhedsadfærd.

Projektet er støttet af TrygFonden med ca. 3 millioner kroner og løber over tre år.

Projektet er et samarbejde mellem forskere fra Institut for Erhverv og Bæredygtighed og Institut for Matematik og Datalogi, begge ved SDU, og Department of Software Engineering ved LUT University. Digital Democracy Centre (DDC) er partner i projektet.

Kerneprojektgruppen består af:

  • Stefanie Sohn, projektleder, adjunkt, Institut for Erhverv og Bæredygtighed
  • Peter Mayer, adjunkt, Institut for Matematik og Datalogi
  • Oliver Schnittka, professor MSO, Institut for Erhverv og Bæredygtighed
  • Dominik Siemon, adjunkt, Department of Engineering, LUT University
  • Der bliver tilknyttet et ph.d.-projekt til forskningsprojektet
Mød forskeren

Stefanie Sohn er ekspert i forbrugeradfærd og forsker blandt andet i, hvordan digitale teknologier påvirker vores adfærd. Hun er adjunkt ved Institut for Erhverv og Bæredygtighed.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 25.09.2023