Forsker om anlæg til vedvarende energi: ”Hvis ikke vi inddrager de lokale, har vi tabt på forhånd”

NIMBY.

Det lyder måske som navnet på en amerikansk rapper eller en technosang fra 90’erne. Men bag de fem ord gemmer sig en sætning, der er helt afgørende for, at vi lykkes med den grønne omstilling: Not In My Back Yard.

Eller på dansk: Ikke i min baghave.

NIMBY handler nemlig om danskernes forhold til projekter inden for vedvarende energi. Et forhold, der er præget af ambivalens.

For størstedelen af os danskere anerkender værdien af vedvarende energi, og mere end halvdelen af os er også ligeglade med, hvor anlæggene bliver placeret. Så længe det ikke er i vores baghave.

Problemet er bare, at vi i Danmark inden 2030 skal levere fire gange mere bæredygtig energi, end vi gør i dag - og nogle af anlæggene til den vedvarende energi kommer til at ligge på land, påpeger forbrugerekspert Yingkui Yang.

- Om end ikke lige i folks baghave, så meget tæt på. Så der vil komme modstand, og den modstand er vi nødt til at tage seriøs, hvis vi vil rykke i en grønnere retning.  

Støj og visuelle gener

Yingkui Yang er lektor hos Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi ved Syddansk Universitet i Esbjerg, hvor han blandt andet forsker i forbrugerens rolle i den grønne omstilling. Mens andre forskere trækker overskrifter med innovativ teknologi, beskæftiger Yingkui Yang sig med dem, som teknologien påvirker, nemlig dig og mig. 

Som en del af sin forskning har han derfor kortlagt danskernes holdninger til vedvarende energi, som de bliver fremlagt i medierne. Kortlægningen viser - måske ikke overraskende – at projekter som vindmølleparker og Power-to-x-anlæg ofte møder lokal modstand.     

- Borgernes bekymringer går især på støj og skyggekast fra for eksempel vindmøller, visuelle gener som ødelagte landskaber og faldene boligpriser, forklarer forskeren og understreger, at det som sådan ikke er banebrydende viden.

- Det er ikke nyt. Men selvom vi godt ved, at grønne projekter møder modstand fra naboerne, interesserer vi os ikke rigtig for det. Vi tager det ikke alvorligt nok, og det er dér, det reelle problem ligger. 

Høringer er ikke nok

For at vi skal lykkes med projekter som vindmølleparker og Power-to-x-anlæg, er det ifølge Yingkui Yang afgørende, at vi får opbakning fra borgerne, især dem, der bor tæt på anlæggene. Det gælder for eksempel folk på landet, da mange af projekterne bliver anlagt i yderområderne.

Men selvom man i dag forsøger at inddrage borgerne ved at afholde høringer og informationsmøder eller ved at kompensere de lokale økonomisk, er det ikke nok, fastslår forskeren.

- Mange borgere mener, at værdien af naturen og landskabet ikke kan kompenseres med penge, og i mange tilfælde ser de lokale beboere fordelingen af kompensationen som uretfærdig.

- Effekten af høringer er heller ikke tilstrækkelig, for høringerne skaber ofte ikke dialog, og borgerne føler sig tit ekskluderet. 

Mangler forskning i adfærd

Yingkui Yangs forskning viser, at vi netop ikke kender nok til effekterne af de indsatser, vi laver for at inddrage borgerne i nye projekter til vedvarende energi. Og der, hvor vi faktisk kender effekterne, viser de sig ofte at være mangelfulde.

Netop derfor ender lokal modstand mange gange med at stå i vejen for grønne tiltag og skabe negative overskrifter i aviserne.

Med hvad er så løsningen? Det er 1000 kroner-spørgsmålet, erkender Yingkui Yang.

- Det kedelige, men sande svar er, at vi ikke ved nok om den menneskelige adfærd i den grønne omstilling. Vi har for eksempel brug at undersøge, hvordan vi mest effektivt inddrager modstanderne, når vi planlægger anlæg til vedvarende energi. Der findes gode eksempler på håndteringen, men de er ofte undtagelser, og vi mangler brugbare modeller, der kan udrulles flere steder.

- Der er meget forskning i de tekniske løsninger, men der mangler forskning, der medtænker, hvordan forbrugerne forholder sig til dem. Det første er utrolig vigtigt, men det sidste er altafgørende, for hvis ikke vi får forbrugerne med, har vi tabt på forhånd,” fastslår han.