Syddansk Universitet Esbjerg får ny, grøn uddannelse
Syddansk Universitet i Esbjerg får en ny kandidatuddannelse inden for bæredygtighed. Uddannelsen imødekommer efterspørgslen fra lokale og regionale virksomheder.
I 2024 bliver det endnu lettere at tilegne sig kompetencer inden for bæredygtighed og grøn omstilling i Esbjerg, når Syddansk Universitet åbner sin tredje cand.merc.-profil på den lokale campus.
Kandidatuddannelsen, der har fået navnet Sustainability Management, kombinerer forretning med bæredygtighed og giver de studerende færdigheder til at lede organisationer og virksomheder mod f.eks. mere grønne praksisser, fortæller studiekoordinator Stefanie Sohn.
- Vores nye kandidatuddannelse er et godt valg for dem, der vil ruste virksomheder og organisationer til en mere miljøvenlig og social ansvarlig fremtid.
- De studerende lærer bl.a. at lede virksomhederne og organisationerne i at tackle miljømæssige, sociale og økonomiske udfordringer ved at udvikle nye forretningsideer og strategier.
Brug for grønne kompetencer
Uddannelsen styrker Syddansk Universitet Esbjergs grønne uddannelsesprofil, der allerede inkluderer en kandidat i Environmental and Resource Management.
Om Sustainability Management
Cand.merc.-profilen Sustainability Management har sit første optag i 2024. Bachelorstuderende, der vil starte på uddannelsen til september, skal søge inden 1. marts 2024.
Man kan blandt andet få adgang via Syddansk Universitets bacheloruddannelse i Erhvervsøkonomi, HA, hvor man også kan læse valgfag inden for energi og grøn omstilling.
Det er muligt at tage enkeltfag på uddannelsen, f.eks. hvis man arbejder i en virksomhed og gerne vil opkvalificere sine kompetencer.
Læs mere om uddannelsen på sdu.dk/sustainability-management
Den er blevet til i samarbejde med Education Esbjerg og imødekommer en lokal efterspørgsel efter netop grønne kompetencer, understreger direktør Lone Saaby.
- Vores nyligt gennemførte undersøgelse af lokale og regionale virksomheders mangel på arbejdskraft og fremtidige kompetencebehov viser et kæmpe behov.
- Undersøgelsen viser, at den grønne omstilling og cirkulær økonomi er det område, hvor flest virksomheder forventer en større efterspørgsel på kompetencer i fremtiden.
Frontløber for bæredygtighed og grøn omstilling
Kandidatuddannelsen er ligesom de to andre lokale cand.merc.-profiler en del af Syddansk Universitets Business School, der opbygger tætte relationer til erhvervslivet.
Derfor har uddannelsen også fokus på behovet i virksomhederne, ligesom de studerende arbejder tæt sammen med erhvervslivet under uddannelsen, fortæller Stefanie Sohn, der mener, at placeringen i Esbjerg er en kæmpe fordel for den nye uddannelse.
”Det betyder, at de studerende har en unik mulighed for at arbejde for virksomheder, der driver den grønne omstilling, både under og efter uddannelsen
- De lokale og regionale virksomheder er frontløbere for Danmarks grønne omstilling. Det betyder, at de studerende har en unik mulighed for at arbejde for virksomheder, der driver den grønne omstilling, både under og efter uddannelsen.
- Virksomhederne får samtidig direkte adgang til nogle af de kompetencer, de efterspørger og har brug for, siger hun.
Integrerer E1-koncept
For at styrke forbindelsen til de lokale virksomheder yderligere, samarbejder Syddansk Universitet med Education Esbjerg om at integrere elementer fra E.1-konceptet i den nye uddannelse.
Om E1
E.1 er et nyt uddannelseskoncept fra Education Esbjerg. Gennem E.1 – og i samarbejde med uddannelsessektoren - tilbyder Education Esbjerg særligt udvalgte og sammensatte uddannelsesforløb på tværs af nationale og internationale uddannelsesinstitutioner og erhvervspartnere.
Læs mere om E.1 uddannelseskonceptet på e1education.dk
Som en del af E.1-konceptet får de studerende således mulighed for at blive tilknyttet en virksomhed allerede fra starten af studiet, hvor den teoretiske viden kan omsættes i konkrete arbejdsopgaver.
Derudover sætter E.1-konceptet fokus på de studerendes trivsel, blandt andet igennem mentorordninger og faciliterede samtaler mellem de studerende.
- Det er meget glædeligt, at vi sammen med SDU har fundet en løsning, hvor kandidaterne igennem studieforløbet og vores E.1-koncept bliver endnu tættere knyttet til virksomhederne i det sydvestjyske område, siger Lone Saaby.
Mød studiekoordinatoren
Stefanie Sohn er adjunkt ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi og studiekoordinator for cand.merc. i Sustainability Management.