Placering: SDU Odense - 10:00 - 16:00
At leve med autisme i et samfund, der ofte ikke er indrettet med autister for øje, kan betyde flere udfordringer i hverdagen. Over tid kan det øge risikoen for negativ stress og i nogle tilfælde for depression og angst, ikke blot for den autistiske person, men også for forældre.
At praktisere mindfulness ud fra evidensbaserede metoder kan mindske stress, angst og depression og forbedre opmærksomhed, empati og humør. Mindfulness anvendes derfor også i dag flere steder, og der er en stigende interesse for, om og hvordan mindfulness kan være et relevant tilbud for autistiske børn, unge, voksne og deres forældre.
På standen kan du prøve en meditation selv, og du kan høre og se mere om, hvad vi ved om mindfulness og autisme ud fra internationale studier og de danske forskningsprojekter, der er gennemført på SDU med støtte fra TrygFonden.