PEACE: Prædiktion med kunstig intelligens af celleforandring i livmoderhalsen
Projektet har til formål at forbedre diagnostikken af forstadier til livmoderhalskræft ved hjælp af kunstig intelligens. Gennem projektet vil der blive udviklet, afprøvet og implementeret en kunstig intelligens løsning til kolposkopi, som kan guide klinikeren mod de optimale steder for vævsprøver der tages fra livmoderhalsen.
Kvinder der får påvist celleforandringer på livmoderhalsen i det nationale screeningsprogram henvises til kolposkopi. Kolposkopi er en gynækologisk undersøgelse, hvor livmoderhalsen fremstilles ved hjælp af et kolposkop og på den måde kan der identificeres hvorfra, der skal tages vævsprøver. I Danmark underøges ca. 30,000 kvinder årligt med kolposkopi pga. celleforandringer, og hvert år rammes ca. 370 danske kvinder af livmoderhalskræft.
Kolposkopi undersøgelsen er en subjektiv undersøgelse og afhænger af kolposkopørens erfaring. Derfor anbefaler de danske nationale retningslinjer (som det eneste land i verden), at der som standard tages fire vævsprøver hos alle kvinder – herunder tilfældige vævsprøver fra områder uden synlige forandringer. Tidligere forskning viser dog at mange vævsprøver kan være fysisk ubehagelige for kvinderne at få taget, med unødvendige smerter, øget blødning og abnormt udflåd efterfølgende. Det at modtage en positiv screeningsprøve samt de medfølgende undersøgelser og frygten for alvorlig sygdom har store psykologiske konsekvenser for kvinderne. Det er derfor vigtigt at forbedre diagnostikken ved kolposkopi. Med dette projekt ønsker vi at forbedre måden der tages vævsprøver på i forbindelse med udredning af kvinderne for livmoderhalskræft.
En kunstig intelligens algoritme vil blive udviklet baseret på allerede indsamlet billedmateriale. Kunstig intelligens løsningen skal ikke erstatte lægen, men støtte og guide til hvor den optimale placering for målrettede vævsprøver er. Med løsningen vil vi kunne rationalisere udredningsprogrammet, så kvinderne afklares hurtigst muligt og færrest mulige kvinder sygeliggøres og forhindre senere udvikling til livmoderhalskræft.
Projektet er et samarbejde mellem Gynækologisk afdeling Odense Universitetshospital, Gynækologisk afdeling Regionshospitalet Randers, Mærsk Mc-Kinney Møller Institute for Applied AI & Data Science, Syddansk Universitet og Center for Klinisk Kunstig Intelligens (CAIX), Syddansk Universitet.