Formål
Det primære formål er at beskrive, undersøge og skabe et bedre evidensgrundlag om sundhedstilstanden og behovet for sundhedsfremmende indsatser hos danske erhvervsfiskere i det konstant udviklende og udfordrende arbejdsmiljø.
Baggrund
Den fysiske arbejdsbyrde i erhvervsfiskeriet er velkendt. Erhvervsfiskere udfører arbejde i udfordrende og belastende stillinger; deres arbejde er præget af gentagende arbejdsbevægelser og anstrengende arbejdsstillinger samt er afhængig af en masse ydre faktorer såsom vind, regn og havets bevægelser. Fiskeri har tidligere været betragtet som et af de farligste erhverv, som en konsekvens af den højere dødelighed samt en større procentdel af forskellige sygdomsbetingede indlæggelser. Gennem de sidste 20 år er et øget antal af sikkerhedsforanstaltninger blevet udviklet, og en række strukturelle ændringer i det fysiske arbejdsmiljø i fiskerisektoren er foretaget. Fremtidig forskning er nødvendig for at beskrive, undersøge og skabe et bedre evidensgrundlag om sundhedstilstanden hos danske erhvervsfiskere og kommunikere resultaterne. Derfor er forskningsspørgsmålene formuleret som beskrevet nedenfor:
Forskningsspørgsmål
1. Ændringerne i fiskernes arbejdsmiljø gennem de sidste 30 år
2. Arbejdsbelastninger gennem livsforløbet og deres slidgigtrisici og andre lidelser i bevægeapparatet
3. Sammenfatning og vurdering af eksisterende sundhedsfremmende interventioner
Metoder
Projektet vil bestå af tre dele: Først en udarbejdelse af en kvalitativ undersøgelse med besvarelse af forskningsspørgsmål 1 (FS1); herefter en gennemførelse af en registerbaseret analyse for at besvare forskningsspørgsmål 2 (FS2). For at analysere de dynamiske og udfordrende arbejdsmiljø sammen med de kroniske arbejdsbelastninger der er til stede, vil teorier fra ”life-course epidemiologi” såsom ”accumulation of risk”, ”critical period og chains of risk model” blive anvendt. Ideen er at koble tidsafhængige arbejdsmiljøinformationer, hospitalsindlæggelser på grund af muskelskeletlidelser indsamlet via registerdata og strukturelle samt politiske ændringer i dansk erhvervsfiskeri over de sidste 30 år. Endeligt vil denne viden danne grundlag for udvikling af sundhedsfremmende indsatser på området og evaluering af tidligere indsatser (FS3). Mulige interventioner bliver behandlet og analyseret gennem en systematisk litteraturgennemgang omkring eksisterende sundhedsfremmende interventioner målrettet bevægeapparatet i erhvervsmæssige stillinger med en høj arbejdsbelastning.
Tidsplan
Forventes afsluttet i foråret 2023.
Ph.d.-studerende
Projektet udføres af ph.d.-studerende Line Nørgaard Remmen.
Vejledere
Lektor Gabriele Berg-Beckhoff, Forskningsenheden for Sundhedsfremme, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU (hovedvejleder)
Seniorforsker Kimmo Herttua, Center for Maritim Sundhed og Samfund, SDU, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU (bivejleder)
Forskningschef Keld Thorgaard, UC SYD (bivejleder)