Forskningsenhedens overordnede forskningsramme hedder "Muskelfysiologi og Biomekanik - Fra menneske til celle" (MoB).
Enheden udfører forskning, undervisning og vidensformidling indenfor muskelfysiologi, biomekanik, neuromotorisk funktion, fysisk aktivitet og sundhed, aldring og træning samt i relation til udvikling og validering af træning indenfor eliteidræt og breddeidræt.
MoB indgår aktivt i instituttets forskningsstrategi og samarbejder tæt med de øvrige forskningsenheder ved Institut for Idræt og Klinisk Biomekanik.
Forskningsaktiviteter ved MoB
Forskningsaktiviteterne ved MoB omfatter undersøgelse af forskellige skeletmuskulære, neurale og cellulære aspekter relateret til
fysisk aktivitet og sundhed, muskelfunktion i relation til musklens phenotype, kontraktilitet, metabolisme og signalerings-mekanismer, træning, inaktivitet og immobilisering, udtrætning, overbelastning i muskulatur og sener, aldring, muskel- og ledsygdomme, udvikling og validering af fysiologisk kapacitet og træning indenfor specifikke idrætsdiscipliner (elite, bredde).
Ovenstående aspekter belyses både i grundforskningsmæssig sammenhæng samt i form af mere anvendelsesorienterede kliniske og træningsvidenskabelige forskningsprojekter, og herunder studeres mekanismer for fysisk aktivitets sundhedsfremmende effekter i forskellige populationer.
MoB deltager endvidere i en række større forskningsprojekter udført i samarbejde med interne og eksterne nationale og internationale samarbejdspartnere.