Skip to main content

Klinik for Præcisionsmedicin (KP)

 

I januar 2003 blev det muligt at henvise danske kræftpatienter til såkaldt eksperimentel behandling i udlandet. Ved eksperimentel behandling forstås en uprøvet eller utilstrækkeligt dokumenteret behandling, som mange lægfolk vil kalde en ”sidste udvej”. Der blev imidlertid kun henvist få kræftpatienter til behandling i udlandet og derfor blev der indgået en aftale mellem Sundhedsstyrelsen og de ledende overlæger på 6 store kræftafdelinger i DK om mulighed for eksperimentel kræftbehandling i Danmark.

Der blev nedsat et Nationalt Koordinationsudvalg for Eksperimentel Kræftbehandling (NKU) bestående af det såkaldte ”Second Opinion Panel”, repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen og repræsentanter fra de 6 kræftafdelinger. NKU sikrer, at der udarbejdes behandlingsprotokoller for kræftsygdomme, hvor der ikke foreligger dokumenterede kræftbehandlinger. På Onkologisk afdeling R, OUH er der indrettet et nyt afsnit (Enhed for Eksperimentel Kræftbehandling – EEK).

De behandlinger, som tilbydes, er kemoterapi givet i nye kombinationer eller helt nye typer medicin (såkaldt biologisk behandling), som f.eks. blokerer signalveje i kræftcellerne og på den måde målrettet bremser væksten af kræften. Afdelingens erfaring med de nye behandlinger har været meget positiv. Mange kræftpatienter har oplevet svind af deres svulster og mange har fået en levetidsforlængelse med en forbedret livskvalitet og ikke mindst har det haft stor betydning, at mange kræftpatienter har fået mulighed for at kunne tilbydes en aktiv behandling, som ellers ikke havde været mulig i DK.

Forskningsområder for Enhed for Eksperimentel Kræftbehandling, Onkologisk Afdeling R, OUH.

· Udvikling og afprøvning af nye kombinationer af kræftlægemidler.
· Udvikling og afprøvning af nye administrationsformer, f.eks. regional kemoterapi.
· Udarbejdelse af nye eksperimentelle protokoller, der sikrer at flest mulige kræftpatienter kan få tilbudt behandling i DK.
· Afprøvning af helt nye kræftlægemidler.

 

 

 

Precode er et genom profileringsstudie der behandler alle kræfttyper

Sidst opdateret: 20.10.2023