Velkommen til OPENs nye leder
1. maj 2019 tiltræder Lone Kjeld Petersen som leder for OPEN – Open Patient data Explorative Network.
Lone Kjeld Petersen kommer fra en stilling som overlæge og klinisk lektor på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus og har mere end 15 års erfaring som forskningsleder på både Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Randers.
- Med Lone Kjeld Petersen får vi en leder med solid erfaring som både forskningsleder og aktiv klinisk forsker. Hun har erfaring med etablering af biobanker og har leveret gode resultater i forhold til at synliggøre forskningen, siger formand for OPENs styregruppe, lægelig direktør på OUH, Kim Brixen. og fortsætter: - Jeg er overbevist om, at hun er den rette til at videreføre OPENs succes som en både en nytænkende og serviceorienteret enhed for forskningsstøtte samt en produktiv forskningsenhed.
Lone Kjeld Petersen står også klar at bruge sin erfaring som både forskningsleder og aktiv klinisk forsker i videreudviklingen af OPENs services, hvor hun ser frem til arbejdet for at styrke den sundhedsvidenskabelige forskning i Region Syddanmark.
- Jeg mener, at det er vigtigt at opbygge en infrastruktur, som understøtter forskningen bedst muligt, så forskeren kan koncentrere sig om sig forskningsprojekt. Derfor vil jeg have fokus på at videreudvikle OPENs service til både den uerfarne forsker, som kræver hjælp under opstart, og den erfarne investigator, som fordrer mere avanceret hjælp, siger Lone Kjeld Petersen.
Leder for Klinisk Institut på SDU, Kirsten Ohm Kyvik, glæder sig også til det fremtidige samarbejde med Lone Kjeld Petersen.
- Det er ingen tvivl om, at vi med Lone Kjeld Petersen får en velkvalificeret leder, der har et godt blik for de mange muligheder for at understøtte og udvikle det sundhedsvidenskabelige forskningsarbejde. Så jeg ser frem til, at vi skal arbejde sammen omkring OPENs videre udvikling, siger Kirsten Ohm Kyvik.
Fakta om Lone Kjeld Petersen
Lone Kjeld Petersen er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1983 og dr.med. fra Aarhus Universitet i 1998.
Hun er speciallæge i gynækologi og obstetrik og har bl.a. arbejdet 19 år som overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor hun også har været forskningsleder i 14 år.
Hun blev forskningschef på Regionshospitalet Randers i 2017 og efterfølgende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på OUH i 2018.
Hun har været klinisk lektor på Aarhus Universitetshospital i 2009-2017 og på OUH siden 2018.
OPEN ser frem til, at tage godt imod Lone Kjeld Petersen.