Hvilke udgifter dækker ph.d.-stipendiet?
Stipendiet dækker uddannelsesudgifter og løn. Din løn fastsættes i henhold til gældende overenskomst, og med indregning af eventuel anciennitet.
Skal jeg have en vejleder før jeg søger?
Nej, du behøver ikke have fundet en vejleder, før du indleverer din ansøgning. Hvis du får bevilget et stipendium, vil du i samråd med instituttet finde frem til hvem der skal være din vejleder.
Kan jeg have en bibeskæftigelse/anden ansættelse ved siden af ph.d.-studiet?
Nej. Ph.d.-studiet er en fuldtidsansættelse, der ikke levner plads til andre ansættelsesforhold og beskæftigelser.
Skal jeg på udlandsophold under ph.d.-studiet?
Ph.d.-skolen anbefaler et studieophold i udlandet på 3-6 mdr., hvor du får lejlighed til at skabe kontakter med internationale forskningsmiljøer uden for SDU, men det er ikke et lovmæssigt krav. Hvis det ikke er muligt – fx af familiemæssige grunde, kan du også planlægge et studieophold på en dansk forskningsinstitution og på den måde skabe kontakt til forskningsmiljøer uden for SDU.
Hvordan skifter jeg vejleder?
Du skal i samarbejde med institutlederen, den nye vejleder og den hidtidige vejleder sende en ansøgning til ph.d.-skolen med en kort begrundelse for vejlederskiftet. Det skal fremgå af ansøgningen, at alle har accepteret vejlederskiftet.
Kan jeg indlevere en afhandling uden at have gennemført en ph.d.-uddannelse?
Ja, ph.d.-skolen kan i ganske særlige tilfælde beslutte, at du kan få en afhandling bedømt uden at have gennemført en ph.d.-uddannelse, hvis du på anden vis har erhvervet kvalifikationer, der kan sidestilles med en gennemført ph.d.-uddannelse.
Du skal sende din ansøgning til ph.d.-skolen. Et fagkyndigt udvalg vurderer indledningsvis om din afhandling kan tages under bedømmelse inden der evt. nedsættes et bedømmelsesudvalg.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke bliver færdig med afhandlingen til tiden?
Du skal ansøge ph.d.-skolen om udsættelse af afleveringsfristen og forlængelse af indskrivningsperioden. Du skal udarbejde ansøgningen sammen med din institutleder og din hovedvejleder og ansøgningen skal indeholde en tidsplan for det videre arbejde med afhandlingen og en forventet afleveringsdato.
Hvad skal jeg huske ved indlevering af ph.d.-afhandlingen?
Du skal give besked til institutlederen og ph.d.-skolen i god tid (ca. to måneder) før du afleverer afhandlingen, så bedømmelsesudvalg kan blive sammensat inden du indleverer din afhandling. Afhandlingen skal senest indleveres, når dit ph.d.-forløb udløber.
Hvordan skal afhandlingen indleveres?
Fra 1. september 2021 skal ph.d.-afhandlinger indleveres digitalt i SDUs forskerportal PURE.
Hvad skal uploades?
- Den endelige og komplette version af ph.d.-afhandlingen inkl. dansk og engelsk resumé (PDF-format)
- Aktivitetsoversigt (særskilt PDF-fil)
- Vejlederudtalelse og eventuelle medforfattererklæringer (samlet PDF-fil)