Bevilling
3-årigt DeiC Postdoc-stipendium til Gard Olav Helle, vejledt af Jørgen Ellegaard Andersen
Postdoc Gard Olav Helle fra Center for Kvantematematik, IMADA, har modtaget 3,2 mio. kroner fra The National Quantum Algorithm Academy (NQAA) under Danish e-infrastructure Consortium (DeiC) til at finansiere en 3-årig postdoc-stilling med centerleder Jørgen Ellegaard Andersen som vejleder
DeiCs bestyrelse havde besluttet at oprette ”The National Quantum Algorithm Academy” (NQAA) med henblik på støtte udviklingen af den næste generation af forskere til at udvikle den næste generation af algoritmer og software relateret til kvantecomputere og kvantesimulatorer. Alle ansøgninger blev vurderet af Danish Quantum Algorithm Academy Assessment Committee, som består af fem forskere med omfangsrig forskningserfaring inden for de relevante områder.
En af de udvalgte kandidater til at modtage stipendiet er Postdoc Gard Olav Helle fra Center for Kvantematematik (QM) ved Institut for Matematik og Datalogi på SDU. Hans projekt har titlen ”Towards improved weather and climate predictions via quantum computing” og bliver vejledt af QM centerleder og professor Jørgen Ellegaard Andersen.
Towards improved weather and climate predictions via quantum computing
Projektet har til formål at udvikle og teste kvantealgoritmer til specifikke anvendelser inden for vejr- og klimaforudsigelser. I tæt samarbejde med eksperter fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) sigter de mod at bestemme ideelle numeriske metoder til effektiv implementering i en kvantecomputer. Et overordnet mål er at udvikle metoder, der gør det muligt at simulere lavvandsligningerne, en vigtig benchmark-test inden for vejrforudsigelse, på kvantehardware.
Projektet vil også udforske mere teoretiske metoder, der bygger på Madelung-transformationen – en metode, der omformer ligninger af Navier-Stokes-typen i form af en Schroedinger-ligning.
Ved at udnytte de unikke og stærke kompetencer på Center for Kvantematematik, sigter projektet dermed mod at udforske kvanteberegningsmetoder uden for standardkvantekredsløbsmodellen.
Projektperioden varer fra 1. september 2024 - 31. august 2027.
Et stort tillykke til Gard og Jørgen.
Mød forskeren
Gard Olav Helle er Postdoc i Center for Kvantematematik på Institut for Matematik og Datalogi (IMADA) ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, SDU.
Mød forskeren
Professor Jørgen Ellegaard Andersen er stifter og leder af Center for Kvantematematik og professor ved Institut for Matematik og Datalogi (IMADA) ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, SDU.