Skip to main content
DA / EN

Idrætsforeninger: Penge er ikke lig tilfredshed

Der er ikke sammenhæng mellem foreningernes tilfredshed og de tilskud, de får, viser ny forskning

Det er en myte, at der er en direkte sammenhæng mellem trivslen hos landets idrætsforeninger og størrelsen på det beløb, som kommunerne bruger på tilskud og idrætsfaciliteter.

Det er den overraskende konklusion på et forskningsprojekt, som Evald Bundgaard Iversen og Marlene Thøgersen fra Syddansk Universitet står bag.

De to er henholdsvis erhvervs-ph.d.-studerende samt postdoc ved Institut for Idræt og Biomekanik, og de forsker begge i idrætspolitik.

Over fem tusinde foreninger involveret

Undersøgelsen er blandt andet baseret på besvarelser fra 5200 idrætsforeninger, som har svaret på en række spørgsmål om deres størrelse, økonomi, faciliteter og tilfredshed.

– Det viser sig, at der på tværs af kommunerne er store forskelle på foreningernes tilfredshed og trivsel, og at den ikke hænger sammen med størrelsen på den økonomiske støtte. Det er overraskende, at der ikke er sammenhæng mellem de midler, som kommunerne bruger på foreningerne, og deres trivsel, siger Evald Bundgaard Iversen.

Både han og kollegaen, Marlene Thøgersen, henviser til, at der derfor er brug for en tættere dialog mellem kommunerne og foreningerne om, hvad foreningerne i virkeligheden har brug for.

– Hidtil har debatten næsten udelukkende været centraliseret om, at der skal tilføres flere penge. Og idrættens egne organisationer advarer næsten pr. automatik mod at pille ved støtteordninger. Det er en holdning, som der ikke har været tradition for at stille spørgsmålstegn ved, og som er dybt forankret i idrættens verden, påpeger Marlene Thøgersen.

Milliardstøtte uden klare krav

Der ryger årligt tre milliarder kroner fra kommunekasserne over til idrætsforeningerne i form af støtte til faciliteter, idrætsanlæg, haller og baner. Dertil kommer udgifter på omkring 500 millioner i medlems- og aktivitetstilskud.

Det sker på baggrund af Folkeoplysningsloven, der som udgangspunkt forpligter kommunerne til at give tilskud til frivillige foreninger som eksempelvis idrætsforeninger.

Der er imidlertid tale om en rammelov, som for det første ikke opererer med en fast størrelse på beløbene. Og som for det andet giver idrætsforeningerne frie hænder til selv at bestemme, hvordan de anvender pengene.

– På andre områder som eksempelvis skoleområdet bevilger politikerne ikke midler uden samtidig at definere et mål. Men på idrætsområdet er der ikke tradition for at opstille målsætninger og måle på, om indsatsen er lykkedes, konstaterer Evald Bundgaard Iversen.

Kommunal støtte indgår ikke i analyse

En anden ting, som understøtter indtrykket af, at de kommunale idrætskroner tildeles med en vis automatik, er, at de slet ikke indgår i en udredning, som Kulturministeriet netop har lagt sidste hånd på. Og det på trods af at 80 procent af den offentlige støtte til idrætten kommer fra kommunerne.

Redegørelsen tager kun udgangspunkt i, hvad der kommer ud af den godt halve milliard kroner, som hvert år tilflyder dansk idræt fra overskuddet i Danske Spil og Klasselotteriet.

– Det er paradoksalt, at der ikke er større opmærksomhed på kommunernes rolle. Måske er der også en vis modvilje ved at stille spørgsmålstegn ved støtteordningerne, fordi mange politikere og idrætskonsulenter vil idrætsforeninger det godt. De opfatter foreningerne som nogle, der i den grad bidrager til et alsidigt idrætsudbud, og derfor har de en høj grad af goodwill, siger de to forskere.

Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk

Se hele artiklen i Ny Viden: 

 

Redaktionen afsluttet: