Medlemslande i EU bestemmer ikke lige meget
Fordelingen af pladser i EU-parlamentet bliver i dag afgjort ved forhandling. Metoden er problematisk, for den sikrer langt fra, at alle lande får mulighed for at få indflydelse. Det kan ske mere retfærdigt
Danskerne skal stemme om retsforbeholdet den 3. december, og her har hvert kryds betydning. Men normalt er det folkevalgte politikere, som stemmer på vegne af danskerne i EU-parlamentet, og når blandt andre Margrethe Auken, Bendt Bendtsen og Morten Messerschmidt tager beslutninger, bør de logisk set have lige så meget indflydelse som politikerne fra Kroatien eller Tyskland eller Letland.
Men fordelingen af pladser i parlamentet har i mange år været baseret på forhandlinger mellem medlemslandene, og det betyder, at hvert lands mulighed for indflydelse bliver mere vilkårlig end demokratisk.
- Det forhandlingsbaserede demokrati skal vi være forsigtige med. Når lande skal tage beslutninger sammen, er det vigtigt at finde en måde, som gør udfaldet af beslutningerne rimeligt, siger adjunkt og økonom Rafael Treibich fra Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi.
Rafael Treibich har været en del af en større gruppe forskere, som for nogle år siden i det såkaldte ”Cambridge-projekt”, fik til opgave at finde en logisk og retfærdig måde at fordele pladserne, stemmerne – og dermed magten og indflydelsen i de fælles beslutninger mellem parlamentets medlemslande.
- Man kunne forledes til at tro, at løsningen på problemet er simpelt, for man kunne bare give hvert land det antal sæder, som proportionelt passede med landets befolkningsstørrelse, forklarer Rafael Treibich.
- Det ville give to til Luxemburg og 90 til Tyskland. Men problemet er, at Luxemburg aldrig ville få nogen indflydelse, hvis vi brugte den model.
Løsningen er simpel
EU-politikerne er klar over dette, så der har i mange år været arbejdet med aftagende proportionalitet, hvor man giver de små lande flere pladser og vægten af disse landes politikeres stemmer i parlamentet også har været tungere i forhold til de store lande.
- Men selvom det i Lissabon-traktaten netop er formuleret, at pladser og stemmer i parlamentet skal fordeles, så de små lande også får indflydelse, er der ikke nogen bestemt metode, man bruger, hver gang, man fordeler de 750 pladser i parlamentet på ny. Forhandlinger finder sted, hver gang nye lande træder ind i unionen, siger Rafael Treibich.
Forskerne ser den nuværende model som en trussel mod demokratiet. Rafael Treibich forklarer, hvordan en mulig løsning kunne være skruet sammen. EU bør give fem pladser til alle medlemslande, og de overskydende sæder skal derefter fordeles proportionalt i forhold til landenes størrelser.
- På den måde tager vi højde for, at medlemslandene er forskellige. Der er flere folk i Tyskland, så selvfølgelig skal de have mere indflydelse. Men de små lande får med mere end fem politikere også en mulighed for at få reel indflydelse på afstemninger, siger han.
Hellere få en brugbar regel nu end senere
Økonomen understreger, at det er vigtigt, at politikerne snart finder en gennemskuelig regel, som træder i kraft, når nye lande kommer ind i unionen.
- Fordi der er store interesser involveret, er det meget vigtigt at finde en løsning, for ellers afhænger det af den magtbalance, som eksisterer mellem landene i forvejen. Tænk på, hvad der ville ske, hvis Tyrkiet en dag kom ind i EU. Det er et stort land, siger Rafael Treibich og fortsætter:
- Og som unionen bliver større, bliver der flere forskellige meninger. Der er større chance for at seks lande kan blive enige, end 27 eller 30. Og derfor vil der opstå uenighed om beslutningerne, man kan jo bare se på den nyligt opståede flygtningeproblematik. Der har været meget uenighed mellem landene, som alligevel skulle tage en fælles beslutning. Det var selvfølgelig anderledes, fordi det var akut, og beslutningen ikke blevet taget i parlamentet. Men den slags gør det endnu vigtigere at få taget en beslutning, så landene føler, at de har indflydelse.
Af Stine Charlotte Hansen, stich@sdu.dk
