Travle ældre er til hurtige spil
Cirka hver femte ældre spiller til daglig digitale spil, og især de mindre tidskrævende spil er populære. Det er i skarp kontrast til den yngre generation, siger SDU-lektor Sara Mosberg Iversen, som har undersøgt ældres spillevaner.
Grand Theft Auto, FIFA, Call of Duty eller Madden. Når unge skal have en pause fra lektier og kæresteproblemer, putter de disse computerspil ind i deres PlayStation 4. Deres bedsteforældre spiller også, men på en helt anden måde.
– De foretrækker spil som Wordfeud, Hayday og Sudoku, fortæller lektor Sara Mosberg Iversen. Hun er ansat på Institut for Kulturvidenskaber på SDU og har undersøgt ældres digitale spillevaner.
– De ældre begynder oftest at spille, når de får en smartphone. Det er tit deres børn eller børnebørn, som introducerer dem til et spil, og de fleste holder sig til dette spil. Især de mindre tidskrævende spil er populære, fortæller hun.
Anderledes end den yngre generation
Der er stor forskel på, hvordan generationer bruger digitale spil i deres hverdag. Det er nemlig forskelligt, hvor meget tid de har til at spille.
Det spiller ældre
- Wordfeud. Handler om at danne ord ud fra enkelte brikker.
- Hayday. Simulationsspil, hvor man skal passe og pleje sin egen virtuelle bondegård.
- Sudoko. Et spil, som handler om at placere tal i logiske rækkefølger.
Unge spiller de mest tidskrævende spil, men deres vaner ændrer sig i takt med deres alder.
– Når man får fuldtidsjob, er der ikke tid til store spil. Men den ældre generation, som er gået på pension, har faktisk heller ikke tid til lange spil. De har travlt med hverdagsaktiviteter. Derfor foretrækker de små og hurtige spil, siger Sara Mosberg Iversen.
Meditativt frirum
De ældres favoritspil som Wordfeud og Hayday har også sociale formål. Ud over at få en sjov oplevelse kan man kommunikere med andre gennem spillene, og det er en vigtig del for de ældre.
”Den nuværende ældre generation er helt særlig, fordi den ikke er vokset op med digitale spil. Derfor har den heller ikke specielle krav til indhold og kvalitet
– De kan spille med deres børn og børnebørn. Samtidig er spiluniverset også et slags frirum, hvor man kan lukke de ydre spekulationer ude for en stund, hvilket er afslappende for mange ældre, lyder det fra forskeren.
Et tabubelagt emne
De ældre er dog ikke meget for at snakke om deres spillevaner.
– De er meget mere interesserede i at fortælle, at de dyrker aktiviteter i hverdagen, og at de ses med børn og børnebørn. De kan ikke forstå, hvorfor jeg som forsker ønsker at høre om deres digitale spillevaner, fortæller Sara Mosberg Iversen.
Hun har tidligere skrevet en ph.d. om digitale spils æstetik. Hun opdagede senere, at der ikke var forsket særlig meget i ældres spillevaner. Derfor er hun begyndt at kigge nærmere på ældre og digitale spil.
Medierne spiller en rolle
– Den begrænsede forskning omkring ældres digitale spillevaner handlede om, hvordan man kunne fikse ældre menneskers problemer ved hjælp af spil.
- Den interesserede sig sjældent for, hvordan ældre bruger spil som en del af deres hverdag, vurderer Sara Mosberg Iversen.
Ifølge hendes egne undersøgelser har mediedækningen blandt andet været med til at skabe et billede af, at ældre og digitale spil ikke hører sammen, og det påvirker den ældre generation.
Fremtidens generationer
Den store forskel på unges og ældres spillevaner kommer i en tid, hvor den teknologiske udvikling er med til at skabe højere forventninger til spil, og det er noget, som især den yngre generation vil fokusere på i fremtiden.
Flere ældre på nettet
- Ifølge Danmarks Statistik havde omkring 60 procent af ældre over 65 år været på internettet i 2010.
- I dag er tallet steget til omkring 87 procent.
– Den nuværende ældre generation er helt særlig, fordi den ikke er vokset op med digitale spil. Derfor har den heller ikke specielle krav til indhold og kvalitet.
– Derimod har den kommende generation næsten spillet siden barndommen, og derfor vil kravene til den spilmæssige oplevelse blive større i fremtiden, fortæller Sara Mosberg Iversen. Hun forventer også, at de unge vil bruge mere tid på at spille.
Mød forskeren
Sara Mosberg Iversen er lektor i medievidenskab ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU. Hun har forsket i digitale spils æstetik samt voksnes brug af digitale spil.
Vidste du at...
På Center for Medievidenskab fokuserer forskerne blandt andet på, hvordan mennesker anvender og oplever medier, og hvordan medierne fungerer i samspil med hinanden.