Hvem bliver Angela Merkels efterfølger?

Den nuværende krise blev udløst af begivenhederne i delstaten Thüringen, hvor CDU valgte en regeringschef fra det borgerlig-liberale parti FDP sammen med stemmer fra det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD).

Valget af en demokratisk-borgerlig kandidat med stemmerne fra AfD blev tolket som ”dambrud” i forhold til CDU’s hovedbestyrelses klare afvisning af enhver samarbejde med AfD.

Problemet var, at Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK) ikke havde autoritet til at stoppe delstatens parti-afdeling åbning for samarbejdet med AfD.

Bag den konkrete sag ligger samtidig den generelle uklarhed om det konservatives partis strategiske og indholdsmæssige placering: skal partiet fortsætte den liberale, midtsøgende kurs, som Angela Merkel med stor succes har indført efter det sviende nederlag mod Socialdemokraterne i slut-1990’erne, eller skal partiet forsøge at flytte sig mere mod højre for at vinde stemmer tilbage fra AfD?

AKK’s udfordring var at favne begge fløje: Hun skulle på den ene side fortsætte Merkels liberale kurs, som er nødvendigt for at være attraktiv for moderate vælgere, og samtidig sende positive signaler mod partiets egen højrefløj, der gerne ser en mere konservativ profil.

Sagen i Thüringen viser imidlertid, at AKK ikke har formået at bygge bro mellem begge fløje, og at hun ikke havde autoritet som leder til at stoppe Thüringens lokalafdeling i at indgå et indirekte samarbejde med AfD. Bag det ligger en grundlæggende uenighed om CDU’s fremadrettede placering i tysk politik.

Det er uklart hvornår partiet vælger en ny formand, som efter alt at dømme også vil være den nye kanslerkandidat. Store dele af partiet er bange for at trække det i langdrag, de er bange for, at de interne diskussioner vil overskygge det politiske arbejde og muligvis føre til en intern fløjkrig, som allerede har vold massive problemer for SPD.

Bag kulisserne arbejdes der lige nu på en tidsplan og mulige løsningsmodeller, hvor der også kunne blive tale om en slags kompromis mellem de vigtigste kandidater for at undgå kampvalg – hvis de kan overbevises om det.

Som udgangspunkt regner de fleste med, at Armin Laschet fra delstaten Nordrheinwestfalen vil være den mest oplagte nye formand, der vil fortsætte Merkels liberale kurs. Der spås dog også chancer til Friedrich Merz og Jens Spahn, som begge står for en mere konservativ linje i partiet.

Partimedlemmerne står typisk mere til højre end partiets vælgere, og spørgsmålet er derfor om partiets menige medlemmer får den afgørende stemme, som ville styrke de mere konservative kandidater, eller om partiets funktionærer vil vælge den nye formand. De vil uden tvivl pege på en mere moderat-midtsøgende kandidat for ikke at skræmme de moderate vælgere væk fra partiet.

CDU har det grundlæggende problem, at de er presset både fra højre, hvor AfD har stjålet stemmer fra dem, og i midten, hvor De Grønne står parat til at overtage en del af deres vælgere. Ved flere delstatsvalg i det vestlige Tyskland tabte partiet faktisk flere stemmer til De Grønne end til AfD de seneste år.

Problemet forstærkes af det faktum, at CDU står til at tabe omkring én million vælger ”til graven” ved hver valgperiode, fordi deres vælgere typisk er ældre end gennemsnittet i befolkningen.

De skal ikke kun stoppe blødning mod midten og mod højre, men også vinde nye og yngre vælgergrupper. Disse vælgersegmenter findes især i Vesttyskland, og derfor er Merkels liberale kurs (inkl. afgrænsningen mod AfD) en absolut nødvendighed for partiet, selv om den risikerer at styrke AfD yderligere.

Problemet forstærkes af, at vi har at gøre med en land/by-forskel: I landområderne taber CDU typisk til AfD, i byerne til De Grønne, og så er er der også massive forskelle mellem det forhenværende Østtyskland og Vesttyskland.

Den kommende partiformand står med andre ord for store udfordringer, som bliver vanskeligt at løse – uanset hvem det bliver.

Det er meget realistisk. De fleste iagttager regner med, at vi efter næste valg får en sort-grøn regering på forbundsplan i Tyskland. Ifølge de nuværende målinger vil CDU i så fald være det største parti, som dermed automatisk stiller med kansleren.

Hvis den nye formand rykker CDU længere mod højre – som for eksempel Friedrich Merz vil gøre det - kan det betyde, at De Grønne overtager så mange vælgere på midten, at de bliver det største parti, og dermed stiller med kansleren i et muligt samarbejde med CDU og det bayerske søsterparti CSU.

En anden mulighed er, at De Grønne kan blive så stort, at de sammen med SPD og Die Linke kan danne regering uden om CDU.

Alt peger derfor på, at CDU vil fortsætte den liberale kurs mod midten, uanset om de taber stemmer mod højre. Valgstrategisk er det svært at pege på andre optioner for partiet.

Man kan i Tyskland ikke vinde magten, hvis ikke man har fat i den moderate midte af samfundet. Der findes ingen flertal for traditionelle konservative værdier i Tyskland længere.

På områder som indvandrings-, familie-, og socialpolitik har befolkning gennem de seneste årtier stille og roligt flyttet sig mod venstre. Afgrænsningen mod højre er derfor nødvendigt for alle partier, der vil gøre sig forhåbninger om at vinde regeringsmagten.

Meningsmålinger peger tilsvarende på, at 76 procent af alle tyskere afviser enhver form for samarbejde med AfD, og det tal er endnu højere blandt CDU’s egne vælgere: Her afviser hele 83 procent et samarbejde.