Skip to main content
Forskning

Neurologiske sygdomme øger risiko for selvmord

Mennesker med visse neurologiske sygdomme har en højere risiko for at begå selvmord. Nyt studie har undersøgt alle større neurologiske sygdomme.

Af Nana Olejank Hansen, , 04-02-2020

Mennesker med neurologiske sygdomme har en selvordsrisiko, som er 75% højere end personer uden neurologiske sygdomme. Det viser et nyt studie fra Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet.

Forskerne har fundet ud af, at op til 1 ud af 150 personer, som diagnosticeres med en neurologisk sygdom, ender med at dø af selvmord. For svære neurologiske sygdomme som Huntington er det 1 ud af 61, der dør af selvmord.

- Vi har siden 1990’erne lavet flere studier om sammenhængen mellem neurologiske lidelser og selvmordsrisiko. Dette studie er dog det mest dækkende hidtil, fordi det undersøger alle større neurologiske sygdomme, fortæller Elsbeth Stenager, der er professor i socialpsykiatri ved SDU og Psykiatrien i Region Syddanmark.

Op til 5 gange højere risiko

Studiet viser, at mennesker diagnosticeret med sklerose-sygdommen ALS eller Huntingtons sygdom har en særligt høj selvmordrate, nemlig 4-5 gange højere end den almindelige befolkning.

Om studiet

  • Studiet er baseret på data fra 7,3 millioner danskere i perioden 1980-2016.
  • Studiet omfatter 14 neurologiske sygdomme.
  • Det er finansieret gennem Psykiatrien i Region Syddanmark og Psykiatriens Forskningsfond.
  • Forskerne har samkørt oplysninger om hospitalskontakter for personer med neurologiske sygdomme med tal for selvmord blandt alle andre danskere.

Endvidere har mennesker, som har været udsat for hovedtraumer, lider af multiple sklerose eller epilepsi en selvmordsrate, som er dobbelt så høj.

-Der er flere årsager til den øgede selvmordsrate. Det kan være et sammenfald af flere forhold, som for eksempel en nydiagnosticeret kronisk lidelse, som man ikke forstår betydningen af – måske i kombination med en psykisk lidelse og muligvis også sociale eller familiære problemer, forklarer Elsebeth Stenager.

 

Selvmordsrisikoen ændrer sig

Ofte forbinder man selvmordsrisiko med psykiatriske diagnoser, men det nye studie viser, at også for patienter med neurologiske diagnoser, er der en øget risiko for selvmord.

- Den øgede risiko forekommer på forskellige tidspunkter under sygdomsforløbet. For eksempel har personer med demens en 2-3 gange højere risiko i tre måneder efter første diagnose. Personer, som har været diagnosticeret i mere end et år, har derimod en lavere selvmordsrate end personer uden neurologiske sygdomme, fortæller Egon Stenager, klinisk professor i neurologi ved SDU.

Han og forskerkollegerne ved endnu ikke hvorfor, der er disse forskelle i selvmordsrisikoen under et sygdomsforløb, men det ser ud som om det har betydning, hvor sygdommen sidder, hvor udbredt den er, og hvilke behandlingsmuligheder der findes.

Arbejder på bedre forebyggelse

Bag studiet står danske og udenlandske eksperter inden for neurologi, psykiatri og selvmordsforebyggelse, og de fremhæver de unikke danske registerdata, der gør det muligt at beregne præcise selvmordsrater også for sjældne sygdomme som ALS og Huntington. De forventer også, at den nye viden kan få betydning i et internationalt perspektiv.

Selvmordsrate

Selvmordsraten er hyppigheden af selvmord i en given gruppe. Det opgøres i antal pr. 100.000 personer, som begår selvmord.

Selvmordsrisiko beskriver risikoen for selvmord ud fra raterne. For eksempel er selvmordsraten for personer med neurologiske sygdomme 44, mens selvmordsraten for personer uden neurologisk sygdom 20. Selvmordsrisikoen er altså dobbelt så høj for personer med neurologiske sygdomme.

- Det er første gang, vi har undersøgt mange forskellige neurologiske sygdomme og fået en mere nuanceret forståelse af hvornår risikoen for selvmord er forhøjet. Med denne nye viden kan vi lave en mere målrettet forebyggende indsats, siger Annette Erlangsen, sociolog og adjungeret lektor ved SDU.

Det kræver yderligere analyser at finde frem til, hvordan man kan reducere selvmordsrisikoen for de forskellige patientgrupper. Annette Erlangsen fortæller, at næste skridt nu er at overveje, hvilke sygdomme man bør sætte ind overfor og hvordan.

Læs studiet

”Association Between Neurological Disorders and Death by Suicide in Denmark” er udgivet i The Journal of the American Medical Association.

Læs mere om undersøgelsen

Mød forskeren

Annette Erlangsen er adjungeret lektor på Institut for Regional for Regional Sundhedsforskning. Hun har beskæftiget sig med selvmordsforebyggelse fra et forskningsmæssigt perspektiv siden 1999.

Kontakt

Mød forskeren

Egon Stenager er klinisk professor på Institut for Regional Sundhedsforskning - Sygehus Sønderjylland. Han har blandt andet etableret Skleroseklinikken i Esbjerg og den Fokuserede Forskningsenhed i Neurologi ved Sygehus Sønderjylland.

Kontakt

Mød forskeren

Elsebeth Stenager er klinisk professor på Institut for Regional Sundhedsforskning. Hun er forskningskoordinator og forskningsleder for den fokuserede forskningsenhed i Psykiatri i Åbenrå.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 04.02.2020