Skip to main content
DA / EN
Ny teknologi

Robotter kan analysere gigt i hænder

Robotforsker Thiusius Rajeeth Savarimuthu har i samarbejde med overlæge Søren Just udviklet en scanningsplatform, der kan måle mængden af sygdomsaktivitet i hænderne på gigtpatienter. Opfindelsen bæres nu videre i regi af den nystiftede virksomhed Ropca Holding Aps.

Af Jane Thoning Callesen, , 09-01-2020

For fire år siden faldt robotforsker Thiusius Rajeeth Savarimuthu i snak med overlæge Søren Just på Kratholmskolen i Bellinge, hvor de har børn i samme klasse.

Rajeeth, der siden 2007 har forsket i robotter på SDU, havde en vision om at bringe ny teknologi i spil i sundhedsvæsenet. Søren, der er reumatolog, stod med en udfordring i forhold til diagnosticering af gigtpatienter.

De besluttede at finde en løsning i fællesskab, og efter målrettet idéudvikling og intensiv forskning i både SDU’s laboratorier og OUH’s ambulatorier er det lykkedes dem at udvikle en teknologisk platform, Ropca Ultrasound, der både kan scanne og analysere gigtpatienters hænder.

Opfindelsen her har potentiale til at forbedre behandlingen og livskvaliteten for mennesker med en alvorlig sygdom

Søren E. Frandsen, chef for SDU RIO

Platformen er nu er så langt i processen, at de to opfindere har stiftet virksomheden Ropca Holding, som med støtte udefra skal trylle prototypen om til et færdigt produkt.

-Vi glæder os over støtten fra investorerne. Nu skal vi i gang med at kommercialisere opfindelsen, så den kan komme i brug på hospitalerne,”siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

Skal klarlægge sygdomsbillede

Der var flere aspekter i den udfordring, Thiusius Rajeeth Savarimuthu og Søren Just kastede sig over. Når en person får flere hævede og ømme led, kan det være tegn på leddegigt.

I Danmark bliver omkring én procent af befolkningen ramt af lidelsen, og hurtig diagnostik er vigtig for at sikre det bedst mulige forløb.

Hvis man ultralydsscanner leddene, kan man tidligt se, om der er tegn på gigtbetændelse. På den måde kan lægen klarlægge det fulde sygdomsbillede og tage hul på behandlingen. Ultralyd kan også bruges til at sikre, at patienter med leddegigt er velbehandlede.

Tidskrævende og dyr

Problemet er, at en ultralydsscanning er tidskrævende og dyr. Den foretages normalt af en specialist i ultralyd, og dem er der mangel på.

Det betyder, at der flere steder er lange ventetider på at komme til gigtlæge, både for personer, der skal udredes, og for patienter, der skal til kontrol.

Men i løbet af de seneste år er der kommet tydelige standarder for, hvordan ultralydsscanningerne af leddene skal foretages, og hvordan billederne skal tolkes.

Robotten scanner

De standarder gør det muligt at automatisere processen, og det er præcis, hvad Thiusius Rajeeth Savarimuthu og Søren Just har gjort. Deres løsning består af en platform med en robotarm, hvor man monterer en af de ultralydsprober, der i forvejen findes på hospitalerne.

Så scanner robotten selv patienternes hænder ud fra de fastsatte standarder. De billeder, scanneren automatisk tager undervejs, bliver samtidig analyseret af en kunstig intelligens-algoritme. 

Klogere end lægerne

-Dermed får lægerne en hurtig forståelse af sygdomsniveauet, som de kan bruge til at tilrettelægge patientens videre forløb, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu, der til daglig har sin gang på SDU Robotics, der hører under Mærsk McKinney Møller Instituttet på SDU.

En opfindelse med perspektiv

På sigt kan teknologien bag Ropca Ultrasound måske videreudvikles og bruges til andre typer ultralydsscanninger. Men først gælder det altså gigtpatienternes hænder.

Planen er, at det første CE-mærkede produkt skal være på markedet om to år.

Undervejs har det vist sig, at billedanalysen fra den kunstige intelligens faktisk er mere præcis end den analyse, en gruppe læger i fællesskab kan nå frem til. Da det stod klart, kom lægerne for alvor op af stolene, husker Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

-Det var et aha-moment og en af de små succeser i forløbet. Nu ved vi, at den kunstige intelligens garanterer en ensartet vurdering af billederne, og det forbedrer kvaliteten af både diagnosticeringen og behandlingen, siger han.

Ingen teknologifrygt

De patienter, der foreløbig har lagt hænder til opfindelsen, har taget godt imod den, fortæller projektets anden bagmand, Søren Just, som er specialeansvarlig overlæge i reumatologi på Medicinsk afdeling, OUH Svendborg Sygehus og gæsteforsker på Klinisk Institut.

-Responsen har været enormt positiv, både blandt unge og ældre.

Der har ikke været nogen teknologifrygt at spore, tværtimod. Vores undersøgelser viser, at folk gerne vil undersøges af en robot, hvis det betyder, at de får en hurtig, præcis og standardiseret udredning, siger han.

Unik tilgang

Søren Just håber, at opfindelsen kan føre til kortere ventetid og større fleksibilitet for patienterne. Men først skal designet, funktionaliteten og sammensætningen af komponenter udvikles med driftssikkerhed og salgbarhed for øje.

-Det er første gang, jeg stifter et selskab, og der er meget, der skal læres. Men det er en sjov proces, og jeg glæder mig til at se, hvordan det hele udvikler sig, nu hvor vi skal gå fra prototype til færdigt produkt, siger Søren Just og tilføjer:

-Muligheden for at kombinere klinisk og teknologisk forståelse skaber en unik tilgang til de udfordringer, der opstår undervejs, og det har været utroligt stærkt at opleve.

Stolthed på SDU

Forretningsudviklerne hos SDU RIO, der understøtter forskere fra SDU og hospitalerne i Region Syddanmark med etablering af nye spin-outs, har spillet en vigtig rolle i etableringen af virksomheden, og chefen for SDU RIO, Søren E. Frandsen, er begejstret for resultatet:

-Vi har typisk 3-4 forskningsbaserede spin-outs om året fra SDU og Region Syddanmark, og det er særligt interessant, når de har flere fagligheder i spil. Opfindelsen her har potentiale til at forbedre behandlingen og livskvaliteten for mennesker med en alvorlig sygdom, siger han.

- Det viser, at vi er i stand til at skabe innovation af meget høj kvalitet, når vi samarbejder på tværs om konkrete problemer, som vi her har gjort mellem robotteknologi og lægevidenskabelig praksis.

Ropca Holding

  • Ejerkredsen bag Ropca Holding Aps består af robotforsker Thiusius Rajeeth Savarimuthu og overlæge Søren Just, SDU’s eget science venture-selskab (SVD A/S) og fem private investorer.
  • Projektet fik luft under vingerne, da Energi Fyn i opstartsfasen støttede det med en bevilling på en kvart million. Senere fik projektet status af Fyrtårnsprojekt på SDU og flere bevillinger kom til.   
Mød forskeren

Thiusius Rajeeth Savarimuthu forsker i robotter. Han er lektor på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, hvor han er tilknyttet SDU Robotics.

Kontakt

Mød forskeren

Søren Just er gæsteforsker på Klinisk Institut, Forskningsenheden afdeling M i Svendborg ved siden af sin overlægestilling. Han er desuden i gang med en ph.d.-afhandling indenfor gigtområdet.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 09.01.2020