Robotter skal gøres attraktive for mindre virksomheder
Mange virksomheder bruger ikke robotter, fordi de simpelthen er for besværlige. Et nyt forskningsprojekt har sat sig for at udvikle en robotteknologi skræddersyet små produktioner.
Selvom den fjerde industrielle revolution buldrer afsted, afholder mange virksomheder sig fra at hoppe med på industri 4.0-bølgen og anskaffe sig en robot.
Med forbrugernes krav til unikke produkter og kundetilpasning, er det dyrt for produktionsvirksomheder at hyre eksperter til at omprogrammere robotterne til at håndtere nye produkter.
Men nu er forskere og virksomheder gået sammen for at udvikle en robotløsning skræddersyet små produktioner.
”Det er meget nemt for en robot at flytte en ting fra et sted til et andet. Men det er straks mere kompliceret, når robotten skal sætte to emner sammen i en samleproces.
- Vi skal udvikle en robotteknologi, som kan mindske omkostningerne ved automation af montageopgaver hos virksomheden Terma. Terma producerer typisk et lille antal komponenter til høj værdi.
Derfor er det vigtigt, at robotterne er fleksible og nemt kan omprogrammeres til nye opgaver, siger robotforsker Christoffer Sloth fra SDU Robotics:
- Det er meget nemt for en robot at flytte en ting fra et sted til et andet. Men det er straks mere kompliceret, når robotten skal sætte to emner sammen i en samleproces.
Små produktioner
Christoffer Sloth er projektleder på projektet, som har modtaget 10,5 mio. kr. fra Innovationsfonden.
Sammen med Universal Robots, Terma og Teknologisk Institut skal der skabes en helt ny metode til at programmere samarbejdende robotter, som kan vise sig at blive Universal Robots nye bestseller.
Ifølge rapporten ’Winning the Industry 4.0 Race’ fra Innovationsfonden er der risiko for, at danske virksomheder bukker under for høje lønomkostninger i den globale konkurrence, hvis de ikke automatiserer deres produktion.
Og det er ikke nødvendigvis lysten til at byde nye teknologier indenfor, der mangler, men mange danske virksomheder har små produktioner, hvor nutidens robotløsninger simpelthen ikke er rentable.
Øjner stort marked
Danmarks største robotvirksomhed Universal Robots øjner da også et stort marked for en robot, som mestrer samleprocesser til perfektion og samtidig er nem at omprogrammere.
- Samleprocesser er en af de store opgaver i industrien, som kun i meget lille grad er automatiseret – især i den typiske danske produktion, der er præget af små serier og hyppig omstilling, siger Anders Billesø Beck, Innovation Manager hos Universal Robots, og fortsætter:
- Her passer vores samarbejdende robotter perfekt ind, da de helt fra starten blev udviklet med udgangspunkt i det danske marked, der jo i høj grad udgøres af små og mellemstore virksomheder, der har brug for fleksible robotløsninger.
”Den kodes til nye opgaver ved, at en medarbejder tager fat på robotarmen, og fysisk viser robotten den ønskede handling
Det helt centrale i projektet er, at robotten skal kunne programmeres af ikke-eksperter, for ved små produktioner er det for dyrt at hyre en programmeringsekspert til at omkode robotten.
- Målet er, at alle skal kunne kode vores robot. Den kodes til nye opgaver ved, at en medarbejder tager fat på robotarmen, og fysisk viser robotten den ønskede handling. Computeren lagre mønsteret.
-Måske skal handlingen gentages et par gange, før robotten er helt skarp på den ønskede handling.
Succesraten skal over 99 procent
Men samtidig med, at programmeringen ikke længere foregår ved kodesprog på computeren, så må robotten ikke lave fejl. Teknologien skal have en succesrate på over 99 procent ved samleopgaver.
- En del af teknologiens stabilitet ligger i, at kraftsensorer måler, om robotten rammer rigtigt i samleprocessen.
-Hvis robotten rammer forbi, når den skal sætte to ting sammen, så mærker sensorerne det og sender information til robottens computer, så robotten indstilles og forhåbentligt rammer rigtigt i næste forsøg, forklarer Christoffer Sloth.
Topbillede: Universal Robots
Mød forskeren
Lektor Christoffer Sloth fra SDU Robotics forsker i sikkerheden hos cobots eller samarbejdende robotter, der fysisk interagerer med mennesker. Derudover optimerer han robotsystemer.
Fakta om projektet
- Projekttitel: Programming Ignition for Robotic Assembly Tasks, PIRAT
- Projektpartnere: SDU, Universal Robots A/S, Terma, Teknologisk Institut
- Bevilling: 10,5 mio kr. fra Innovationsfonden